03. juni 2019
EG har købt den norske IT-virksomhed Lindbak Retail Systems AS. Opkøbet er det første med Francisco Partners som ejer og gør EG førende inden for software til detailhandlen i Norden.
- Lindbak Retail Systems er et af de største opkøb i EG's historie. Det et tydeligt eksempel på, at vi nu tager hul på en helt ny epoke sammen med Francisco Partners, siger CEO Mikkel Bardram, EG.
- Opkøbet er rigtigt godt, for der er et stærkt match mellem Lindbak Retail Systems og EG. Vi har samme fokus på kunderne, og begge virksomheder satser på egen software. Samtidig kan vi se, at Lindbak Retail Systems har den dybe brancheviden inden for detailhandel, som er essentiel for succes. Vi glæder os derfor til at lære af vores nye kolleger og til at dele vores egen viden med dem, siger CEO Mikkel Bardram, EG.
Lindbak Retail Systems (LRS) bliver videreført som et styrket og selvstændigt forretningsområde i EG og fokus vil uændret være på de store detailhandelskæder med hovedkvarter i Norge, Sverige eller Danmark.
- Opkøbet af Lindbak Retail Systems viser blot vores ambition om at forsætte EG's vækst gennem en aggressiv opkøbsstrategi med fokus på branchespecifik software. Det her er bare begyndelsen, siger Petri Oksanen, partner hos Francisco Partners.
Såvel medarbejdere som den nuværende ledelse i LRS overgår til EG, hvor virksomhedens CEO Erik Tomren indgår i EG's koncernledelse med ansvaret for en ny retail-division:
- Det har været vigtigt at finde en stærk og rigtig ejer som EG, der vil investere i videreudvikling af Lindbak Retail Systems og tage virksomheden til næste niveau. EG har flere vigtige kunder og gode løsninger til detail-området, så jeg ser frem til, at vi sammen kan tilføre såvel eksisterende som nye kunder en øget værdi og et bredere tilbud af markedsledende løsninger, siger CEO direktør Erik Tomren, Lindbak Retail Systems.
EG har overtaget Lindbak Retail Systems den 3. juni 2019. Alle aftaler med kunder, leverandører og samarbejdspartnere fortsætter som hidtil. Parterne ønsker ikke at oplyse købsprisen.
Om EG
EG er en skandinavisk softwarevirksomhed med mere end 1.000 medarbejdere, der arbejder fra 15 kompetencecentre i Skandinavien og Polen. Vi udvikler, leverer og servicerer vores egen software til mere end 9.500 private og offentlige kunder. Læs mere på eg.dk.
Om Lindbak Retail System
Lindbak Retail Systems leverer forretningskritiske IT-løsninger til ambitiøse detailhandelskæder inden for dagligvare, fag- og servicehandel. Virksomhedens 130 ansatte betjener dagligt mere end 4.000 butikker i Nordeuropa fra kontorer i Oslo, Bergen, Trondheim og Göteborg. Læs mere på lindbakretail.no.
Kontakt for yderligere oplysninger
Vedrørende EG:
CEO, Mikkel Bardram, EG, telefon +45 2922 6548, e-mail mibar@eg.dk
Vedrørende Lindbak Retail Systems:
CEO, Erik Tomren, telefon +47 992 96 943, e-mail erik.tomren@lindbak.no
Read in English (pdf)