Christian-Bonde-Jacobsen
08. oktober 2019

EG styrker ledelsen for at udleve vækststrategi

EG prioriter vækst gennem opkøb af andre softwarevirksomheder højt. Fra 1. oktober har EG derfor ansat en Vice President for Mergers & Acquisitions til at stå for fremtidige opkøb til koncernen.

Med tre opkøb af softwarefirmaer i løbet af de seneste fire måneder og ansættelsen af Christian Bonde Jacobsen i en nyoprettet stilling som Vice President for M&A i EG, ruster EG sig til en række kommende opkøb.

- Vi har ansat Christian Bonde Jacobsen som Vice President for at professionalisere opkøbsprocessen og aflaste resten af organisationen. Med tre opkøb på de første fire måneder med vores nye ejer, Francisco Partners, har vi haft virkelig travlt. Det har vi taget konsekvensen af og ansat en erfaren profil, som skal stå for opkøb på fuld tid, fortæller CEO Mikkel Bardram, EG.

Med en prioritering af M&A-delen har EG nu kapaciteten, når muligheden for nye opkøb opstår, ligesom EG med Francisco Partners som ejer har den finansielle styrke til at gennemføre selv større opkøb.

- Kapital er ikke begrænsningen, så det er vurderingen af de rette opkøbsemner, der er vigtig, ligesom det er vigtigt, at vi internt har kapaciteten til at tage en virksomhed ombord, siger Mikkel Bardram.
 

Hvilke firmaer købes op?

Det er især softwareselskaber, EG er interesseret i at opkøbe, især de virksomheder, der allerede er stærke på deres område i markedet:

- De skal passe ind ved at være en ny vertikal eller være en virksomhed, der passer til et af vores eksisterende forretningsområder og have egen IP. Og så skal det meget gerne være en virksomhed, der er i et marked, der har vækst og har en position, hvor vi kan blive en betydende spiller, fortæller Christian Bonde Jacobsen, der er ny Vice President for M&A i EG. Christian Bonde Jacobsen kommer med 10 års erfaring som rådgiver i store banker som HSH Nordbank, SEB og Nordea, blandt andet med køb og salg af virksomheder. Efterfulgt af to år hvor han har arbejdet i Mærsk Energy med separation af forretningsenheder.

- Vi skal fortsætte med at finde selskaberne som nu. Mange emner opstår, fordi nogle i EG kender dem eller opfatter dem som seriøse. Det har virket, og jeg skal samarbejde med enhederne i EG, fortsætter Christian Bonde Jacobsen, der vil stå for screeninger og også arbejde sammen med et netværk af rådgivere.

- For mig er det virkelig spændende, at vi har mulighederne for at bygge ud – at vi har EG som platform for en stor ekspansion.

Læs mere om EG her