EG giver julegave til tre energiprojekter
Tre alternative energiprojekter i Kina og Indien har fået en særlig julegave fra EG og EG's medarbejdere.
I 2019 fik medarbejderne for første gang mulighed for at donere deres firmajulegave til en særlig klimagave, hvor pengene i stedet er gået til et FN certificeret projekt. Samtidig har EG fordoblet det donerede beløb.
- Alt i alt fik vi samlet 46.000 kroner sammen, der nu er doneret til tre projekter, der er med til at nedbringe C02-belastningen med 1.703 ton, siger CEO, Mikkel Bardram, EG.
Mere grøn strøm i Kina og Indien
Det første af de tre projekter, som EG har valgt at støtte, er en vindmøllepark, CECIC HKC Danjinghe Wind Farm i Hebei-provinsen i Kina.
Projektet omhandler blandt andet installation og drift af en vindmøllepark og salg af grøn strøm til elektricitetsnettet I Nordkina.
Det andet projekt er Solar Water Heater Program i det vestlige Indien. Op mod 90 procent af befolkningen storbyerne i det vestlige Indien anvender elektricitet til opvarmning af vand. Det er dyrt for de enkelte familier og belaster forsyningsnettet. Projektet går ud på at få flere indere til at anvende solenergi til opvarmning af vand i stedet.
Det tredje projekt, IOT Mabagas Limited i Namakkal i Indien, er et lille elektricitetsværk, hvor man hvert år omdanner op til 120,000 tons kyllingeaffald og andre former for industriaffald til grøn strøm. Projektet løser derfor både en række energi- og hygiejneudfordringer, lige som det hjælper de lokale landmænd med at drive mere bæredygtigt landbrug.
Alle tre projekter understøtter blandt andet FN's Verdensmål #7 – Bæredygtig energi.
Større fokus på klima
Det var første gang medarbejderne i EG fik mulighed for at donere deres firmajulegave til et klimaprojekt.
- Jeg er glad for at se, at en del af vores medarbejdere har valgt at give deres julegave til et godt formål - ikke mindst set i lyset af behovet for, at vi som it-virksomhed skal finde en måde, hvor vi kan være med til at nedbringe CO2-udslippet på, siger CEO Mikkel Bardram, EG.
Samlet set bidrager donationen til de tre projekter med en CO2-reduktion på 1.703 tons.
Læs mere om de FN certificerede projekter.