Bedre ressourceudnyttelse på danske hospitaler kræver nyt mindset

På regionernes hospitaler er der mange gode visioner om at sætte patienten i centrum. Men hvad betyder det egentlig, når vi taler arbejdstidsplanlægning? Hvilke konkrete krav stiller det til medarbejderne, ledere og planlæggere? Og hvad kan kommunerne lære af det? 

Vagtplanlægning og arbejdstidstilrettelæggelse er helt centrale discipliner, hvis de danske kommuner skal sikre deres borgere god behandling – og samme gælder for regionerne og deres hospitaler, der skal sikre god patientbehandling.

Kernen i planlægningen er nemlig at sikre,de rette personer med de rigtige kompetencer – og tilstrækkeligt af dem - præcis på den tid og det sted, som er nødvendig i forhold til borgernes tryghed og patienternes behov.

Men der er meget stor forskel på, hvordan sundhedsvæsenet går til opgaven.

Aktivitetsfokus versus borgerfokus

I sundhedsvæsenet er der fx forskel på, om den enkelte afdeling lægger vægt på de konkrete opgaver eller den individuelle borger.

Ser man på patienterne som en abstrakt gruppe – den upersonlige aktivitet omsat til et antal forløb, patientkontakter og behov for en kapacitet, som omsættes til en fremmødeprofil og en vagtplan?

Eller ser man på den enkelte patient, fx den unge kvinde, som i løbet af et langt brystkræftforløb finder tryghed i at tale med den samme sygeplejerske, som har fulgt hende gennem hovedparten af behandlingen?

Der er ganske store forskelle på de to tilgange til patienten og på de krav, de stiller til vores planlægning, styring og opfølgning af bemanding.

Reelt set er begge perspektiver dog nødvendige.

Læs også: Analyse: Kommuner bør gøre op med siloerne, når de planlægger medarbejdernes arbejde
 

Behov for både data og empati

Vi er nødt til både at have den stringente rationelle analyse af data, som sikrer de gode rammer for planlægningen, så det nødvendige personale er til stede, og vi skal have overskud til det empatiske møde med det enkelte menneske, som trænger til hjælp og pleje.

Vagtplanlægning i sundhedsvæsenet skal ikke bare reduceres til en triviel opgave, og ressourcerne til at tage sig af den enkelte patient på den bedst mulige måde er ikke sådan lige at trylle frem.

Forudsætningen for at vi kan sætte borgeren og patienten i centrum for personaleplanlægningen er derfor, at vi har styr på processen.

Det vil sige, at vi:

• omsætter vores data på aktivitet samt forventede behov, budgetter og ansatte til en fremmøde-profil og en god vagtplan
• involverer de ansatte og fører planlægningen ud i livet på en effektiv måde
• følger op på kvaliteten af planlægningen og styring for at kunne forbedre dem.
   

Lad os hæve ambitionsniveauet

Det er et ambitiøst mål i sig selv at få optimeret disse processer. Det er kun et fåtal af afdelingerne og klinikkerne i sundhedsvæsenet, som mestrer dem til perfektion.

Ambitionen bør desuden være højere end det. Vi skal stræbe efter den nærværende behandling og pleje – ikke bare den effektive drift.

Dette gælder ikke bare for den enkelte patient, men som en systematisk tilgang til mødet med alle patienter og pårørende.

Borgere og patienter er nemlig meget mere end bare ’borgere’ og ’patienter’. De er også forældre, børn, studerende, ansatte, venner, kunder og har stribevis af andre roller.

Det betyder, at de møder sundhedsvæsenet med et væld af andre forventninger.

Helt konkret stiller det et krav til os som medarbejdere, ledere og planlæggere om, at vi skal blive meget bedre til at lytte til borgernes og patienternes forventninger, analysere og gruppere dem, sammenholde dem med faglige forudsætninger og behov og så lægge det til grund for et langt mere fleksibelt møde med patienten.

På den måde kan vi sikre nem adgang til behandling, til pleje, til viden, til medicin, til hjælpemidler, til tryghed, til trøst og alt det andet, som kendetegner et imødekommende og borgerfokuseret sundhedsvæsen.
 

Ikke et individuelt, men effektivt sundhedsvæsen

Det er ikke det samme som, at alle skal have en patientansvarlig læge og kun møde personale, de kender.

I visse situationer er det et vigtigt tiltag. I mange andre situationer skal vi tænke meget bredere og i mange andre kanaler. Fælles for dem alle er dog, at borger- og patientfokus kræver kompetent og motiveret personale.

Derfor skal vi tage vagtplanlægningsopgaven alvorligt som en central ledelsesdisciplin og erkende, at det kræver gode, tilgængelige værktøjer at håndtere denne kompleksitet.

Læs også: Økonomi og kompetencemangel udfordrer kommunen – løsningen hedder succesfuld vagtplanlægning
 

Hvordan kommer vi videre?

Det er en rejse, som tager tid. På de enkelte arbejdspladser er der forskellige niveauer af modenhed, og man springer ikke direkte fra en statisk plan til en aktivitetsstyret bemanding, som sikrer, at borgeren hovedsageligt møder kendte ansigter.

Første step er at kigge på de kommuner og regioner, der allerede har taget fat på arbejdet med bedre ressourceudnyttelse.

Fx har regionerne i samarbejde med Danske Regioner og Moderniseringsstyrelsen udarbejdet en god oversigt over cases.

Læs også: Strategisk vagtplanlægning i kommunen medfører mindre sygefravær, mere overskud hos personalet og gladere patienter