Smart digitalisering er et slow-fix
Vi skal passe på med at sætte lighedstegn mellem dokumentation og bureaukrati, mener direktør Steffen Rugtved, EG Digital Welfare.
Det danske velfærdssamfund er under pres. Sådan lyder det fra såvel borger og pårørende som politikere og de offentligt ansatte. Og jeg er enig.
I statsminister Mette Frederiksens forståelsespapir med støttepartierne, "Retfærdig retning for Danmark", står der, at vi skal styrke vores velfærd igen, så Danmark bliver verdens bedste land at være barn i, så der bliver mere tid til omsorg i sundhedsvæsenet, og så alle kan se frem til en tryg og værdig alderdom.
Det synspunkt kan de færreste vist erklære sig uenig i. Desuden deler jeg synspunktet om, at det blandt andet skyldes, at velfærden har været underfinansieret i en årrække, samt at regler og bureaukrati har fjernet tid fra kerneopgaverne.
Men når jeg flere gange hører, at vi derfor skal gøre op med de mange dokumentationskrav for at gøre kolde hænder varme, så bliver jeg lidt mere betænkelig. For det kommer let til at lyde, som om flere penge og mindre dokumentation er lige det quick-fix, der skal til for at sikre velfærdssamfundets fremtid.
Vi skal finde de rette slow-fix
For løsningen ligger næppe i at finde et eller flere quick-fix, men i at identificere og forfølge de slow-fix, der for alvor kan gøre en forskel.
Flere penge kan fx godt hjælpe på en konkret udfordring, hvor der her og nu mangler hænder til at løse opgaven.
Men et godt slow-fix kunne være at inddrage mere teknologi, blive klogere på, hvordan en opgave kan løses mere effektivt og evt. overflødiggøre opgaven.
Vi skal måske slet ikke have flere medarbejdere til at håndtere ansøgninger om helbredstillæg fra borgerne, hvis vi stedet kan benytte digitale selvbetjeningsløsninger, der håndterer hele flowet automatisk.
Vi skal måske ikke ansætte flere hjemmehjælpere, hvis vi i stedet kan optimere deres ruter og undgå, at de kører forgæves til borgere, som ikke er hjemme.
For blot at nævne et par eksempler.
Der findes ikke bare varme og kolde hænder
Grundlæggende vil jeg derfor opfordre til to ting.
- At man undlader at se på digitalisering og dokumentation som en tidsrøver,
- og at man satser på den langsigtede digitale transformation af den offentlige sektor fremfor de hurtige gevinster, der løser de akutte problemer uden for alvor at nytænke den offentlige sektor.
Hvad angår digitalisering og dokumentation, er der en tendens til at sætte arbejdet med dokumentation lig med bureaukrati.
Alene ordet skaber billeder på nethinden af stakkels socialpædagoger og SOSU-assistenter, som sidder krumbøjet over store mainframe-computere for at skrive lange rapporter til hundreder af stempelkviste i de statslige kontrolorganer.
Sådan er virkeligheden langt fra. De steder, hvor det daglige dokumentationsarbejde er sat i system og digitaliseret, tager det typisk kortere tid end nogensinde at dokumentere den løbende indsats. Den viden, som er resultatet af dokumentationsarbejdet, anvendes umiddelbart til at vurdere om borgeren får den rette indsats og til videndeling.
God dokumentation i form af fx risikovurderinger kan også gøre det mere trygt for medarbejderne at gå på arbejde og skabe den trivsel, som vi ved er med til at øge effektiviteten på alle arbejdspladser.
Når arbejdet med dokumentation er sat i system og digitaliseret, sker størsteparten af den nødvendige opsamling af data til fx Socialtilsyn, og Danmarks Statistik automatisk. Nuvel, der er plads til forbedringer, men det er ikke et argument for at afskaffe dokumentationen, men for at digitalisere yderligere.
Lad os rykke sammen i bussen
Hvad angår gode slow-fix, der kan understøtte kommunernes udfordringer med øgede krav og voksende forventninger til handicap- og psykiatriområdet, er det bedst, at det offentlige og det offentliges teknologi-leverandører rykker sammen i bussen. For gode slow-fix er typisk et resultatet af en tæt dialog.
For mig at se handler det først og fremmest om at få sat flere af de løsninger i spil, som virker, og som stille og roligt vil kunne hjælpe kommunerne med at frigive mere tid og ro til kerneopgaverne.
Det kan være mobile løsninger, hvor kvittering for medicin-udleveringen sker på stedet, online risikovurdering, der gør medarbejderne trygge, eller digital understøttelse af faglige metoder og værktøjer, så de er tilgængelige for medarbejderne, hvor end de er, og når de har brug for dem.
Vi skal finde nye bæredygtige løsninger
For det andet handler slow-fix om at få identificeret de ressourcekrævende opgaver og finde svaret på spørgsmålet; Hvis det her var en helt ny arbejdsopgave, hvordan ville vi så løse den med mindst muligt besvær og størst mulig effekt?
Svaret vil ikke nødvendigvis i alle tilfælde komme hurtigt og af sig selv. Men gennem dialog, forsøg og en vilje til forandring vil vi sammen kunne gennemføre den digitale transformation, der kan sikre, at vi får mere ud af de penge og ansatte, som vi har til rådighed på handicap- og psykiatriområdet – vel at mærke uden at gå på kompromis med fagligheden.
Slowfix er måske ikke så sexede, som snuptags-løsninger og hårdhændede opgør med skrankepaver, men det er slow-fix, der virker på den lidt længere bane – og som til gengæld bliver ved med at virke, også når pengepungen til ekstra offentligt ansatte løber tør.