Aarhus Kommune har valgt EG som ny leverandør af løn- og vagtplansystem
19. januar 2023

Aarhus Kommune vælger EG som ny leverandør af løn- og vagtplansystem

Efter en grundig udbudsproces har Aarhus Kommune valgt EG som ny leverandør af de nøglesystemer, der skal håndtere lønudbetalingen for ca. 30.000 medarbejdere og vagtplaner til 10.000 af kommunens medarbejdere.


For Aarhus Kommune har det været afgørende at få et løn- og vagtplansystem, der gør det lettere for kommunens medarbejdere at løse deres opgaver i forbindelse med fx indberetning af sygdom, fridage og arbejdstimer.

En anden vigtig målsætning for Aarhus Kommune har været at få adgang til nye teknologiske løsninger, som kan automatisere, skabe mere effektive arbejdsgange og aflaste administrative opgaver decentralt.

Juridisk Chef i Aarhus Kommune Christian Andersen-Mølgaard mener, at begge mål nu kan opfyldes med SD Løn og EG Optima:

- Vi føler os overbeviste om, at vores valg om at skifte til EG som leverandør af nøglesystemerne SD Løn og EG Optima til løn- og vagtplanlægning vil sikre, at Aarhus Kommune er klar til at tage de næste skridt i den digitale udvikling.

I de kommende mange år skal EG derfor sammen med kommunens egne medarbejdere og eksperter løfte opgaven med blandt andet udbetaling af løn og udarbejdelse af vagtplaner med standardsystemerne SD Løn og EG Optima. Det nye partnerskab indebærer blandt andet en række forbedrede selvbetjeningsmuligheder for alle kommunens ansatte, der fremover selv vil kunne se egne saldi, registrere kørsel, udlæg, overførsel af ferie og meget andet via app'en "MinLøn".

Satser på langvarige relationer

For Senior Vice President Allan Jepsen, EG Silkeborg Data, er den nye aftale med Aarhus Kommune begyndelse på et mangeårigt partnerskab.

- Vi har samarbejdet med Aarhus Kommune på mange områder i mange år. Jeg ser derfor valget af SD Løn og EG Optima som en anerkendelse af vores langvarige relation og vores evne til hele tiden at bidrage med nye løsninger, der gør hverdagen lettere for både helt almindelige medarbejdere og specialister, der skal løse deres opgaver. Nu ser vi frem til sammen med Aarhus Kommune at få implementeret vores løsninger, så de kan komme ud og gøre gavn i hverdagen, siger SVP Allan Jepsen, EG Silkeborg Data.

Kontrakten har en varighed på otte år med mulighed for forlængelse i yderligere op til 4 år. Prækvalifikation og indledende tilbud blev afgivet i foråret, mens de endelige tilbud og valg af leverandører er gennemført i efteråret 2022.

Yderligere information

EG: Senior Vice President Allan Jepsen, EG Silkeborg Data , +45 7260 1786, aljep@eg.dk

Aarhus Kommune: Juridisk Chef Christian Andersen-Mølgaard, +45 89402266, cm@aarhus.dk

Læs Aarhus Kommunes pressemeddelelse

Læs mere om SD Løn

Læs mere om EG Optima