SonWin
31. maj 2022

Region Syddanmark vælger EG Silkeborg Data som leverandør af løn- og vagtplansystem

De næste 10 år vil det fortsat være EG Silkeborg Data, der sørger for at medarbejderne får udbetalt løn og udarbejdet holdbare vagtplaner.

Region Syddanmark har valgt at tildele EG Silkeborg Data opgaven med løn- og vagtplanlægning ved en direkte tildeling på en SKI 02.19 rammeaftale.

Blækket på aftalen er tørt, og det er afdelingschef Simon Kristensen godt tilfreds med:

"Region Syddanmark er efter en længere proces rigtig glade for den nye aftale med EG Silkeborg Data om levering af løn- og vagtplansystem. Regionen ser særligt frem til de nye muligheder for at understøtte god og effektiv vagtplanlægning," siger afdelingschef Simon Kristensen, Koncern HR, HR Personale, Region Syddanmark.
EG har samarbejdet med Region Syddanmark siden kommunalreformen I 2007 og har endda leveret løn- og vagtplanløsninger til en række af regionens hospitaler i endnu flere år.

Derfor er administrerende direktør Allan Jepsen, EG Silkeborg Data, også meget glad for at have genvundet kontrakten med Region Syddanmark.

"Vi har i flere år arbejdet målrettet på at genvinde kontrakten, da Region Syddanmark er en både vigtig og spændende samarbejdspartner med ambitioner og handlekraft", siger administrerende direktør Allan Jepsen, EG Silkeborg Data.

Den nye kontrakt indebærer, at Region Syddanmark fortsætter uændret med SD Løn som lønsystem, lige som EG's vagtplansystem rulles ud på alle regionens sygehuse og større arbejdspladser med behov for koordineret vagtplanlægning.

"Dermed får regionen omkring 30.000 daglige brugere af vagtplansystemet", siger Allan Jepsen.

Kontrakten mellem Region Syddanmark og EG er en seks-årig aftale med mulighed for forlængelse i op til 10 år.

Læs mere om Region Syddanmark

Læs mere om SD Løn