Undgå at ende på forsiden
04. december 2019

Digitalisering: Sådan undgår du at ende på forsiden

Et tæt og respektfuldt partnerskab mellem kunde og leverandør kan være en vej uden om formiddagsbladenes forsider.

At gøre den kommune fremtid digital forudsætter innovativt gåpåmod og risikovillighed.

Men rapporten Digital transformation viser, at offentlige ledere er opdraget til en nul-fejls-tankegang og et ønske om risikominimering – blandt andet pga. frygten for at blive negativt eksponeret i pressen. Det gør det vanskeligt at agere i den digitale verden.

Det synspunkt deler digitaliseringschef i Børn og Unge i Aarhus Kommune, Ole Hersted Hansen:

- Hvis vi aldrig fejler, vil der være en risiko for, at vi ikke har været modige nok. Derfor skal vi passe på med at være alt for nervøse. Men samtidig skal vi selvfølgelig altid huske, at det er borgernes penge, vi bruger, og at vi derfor skal bruge dem med omtanke.

Ole Hersted Hansen mener, at en troværdig risikoanalyse er helt central, og at man har modet til at reagere, hvis projektet kører af sporet:

- Nogle gange kan den bedste løsning være at lukke projektet ned. Så havner man måske også på forsiden – men i det mindste begrænser man skaderne og de økonomiske tab.

 

Med ærlighed vinder vi borgernes tillid

For Ole Hersted Hansen er det derfor ikke kun et spørgsmål om, hvordan man undgår forsiden, men måske i endnu højere grad om hvordan man håndterer det, hvis det rent faktisk sker:

- Det er vigtigt altid at have en plan for, hvad vi gør, hvis noget kører skævt. I det offentlig har vi en særlig forpligtelse til at være åbne og ærlige om, hvad der er sket, og hvad vi har tænkt os at gøre ved det. Det er faktisk også sådan, vi kan opnå den største tilgivelse fra borgerne, fordi det skaber tillid.

Læs artikel: Digitalisering: Vælg en god teknologi og en troværdig leverandør

 

Vær aldrig for fin til et: Undskyld!

Også Lisbet Bogh Sønderby, chefkonsulent, Digitalisering, i Svendborg Kommune, ser ærlighed som den bedste måde at håndtere en plads på formiddagsavisernes forside:

- Vi skal være ærlige hele vejen igennem projektet, og så må vi aldrig være for fine til at sige undskyld, hvis noget er gået galt.

I værste fald berører det jo en masse mennesker, hvis hverdag bliver besværliggjort af vores fejl. Det er vi nødt til at anerkende og beklage, siger Lisbet Bogh Sønderby, som anbefaler, at man holder snuden i sporet igennem hele projektet for bedst muligt at undgå overraskelser undervejs.

Læs artikel: Digitalisering: Husk både politisk og administrativ opbakning

 

Kunde og leverandør har begge et ansvar

I Hjørring Kommune ser man især et tæt og respektfuldt partnerskab mellem kunde og leverandør som vejen uden om avisernes forside.

Begge har nemlig en gensidig forpligtelse til, at projektet lykkes. Sådan et samarbejde starter allerede, når man vælger sin leverandør – og ikke mindst når leverandøren vælger sin kunde, mener it-supportchef Kim Schaarup Sørensen:

- Ofte får leverandøren skylden, hvis et projekt kuldsejler, men indimellem er det jo faktisk kundens egen skyld.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at begge parter har den kritiske sans slået til, når de indgår et samarbejde, for kunden kan sagtens have en helt urealistisk forventning om, hvad der kan lade sig gøre, understreger Kim Schaarup Sørensen, som ser det som en kæmpe styrke, når en leverandør tør trække i bremsen undervejs, hvis han ser, at projektet er på vej i den forkerte retning.

Læs artikel: Digitalisering: Sådan sikrer du, at brugerne er med dig – hele vejen

 

En foranderlig verden kræver små projekter

I Favrskov Kommune laver man helst små digitale løsninger (MVP’er), så processen bliver kort, koncentreret og effektiv.

Hvis man slår for stort et brød op, risikerer man nemlig i langt højere grad, at verden ser anderledes ud, når projektet er færdigt, så løsningen undervejs er blevet irrelevant:

- Det er ofte de projekter, der har været mange år undervejs, der går i vasken. Tiden er simpelthen ikke til de store, langsomme skridt – det går den digitale verden for hurtigt til, fastslår it-chef Henrik Brix, Favrskov Kommune.

Læs artikel: Hvordan sikrer du dig, at jeres digitale løsning skaber værdi?

Læs artikel: Digitalisering skal altid være til gavn for borgerne

Læs mere: Se vores tema om ældre og digitalisering