EG henter inspiration fra 6. klasse på Dyvekeskolen
I de sidste to måneder har 6.V fra Dyvekeskolen på Amager arbejdet med innovation og kreativitet som en del af projekt Coding Class Cph.
Hvordan kan en 6. klasse på Dyvekeskolen hjælpe med at få flere 15-18 årige til at bruge digitale selvbetjeningsløsninger?
Det spørgsmål har EG stillet skoleeleverne som et led i projekt Coding Class Cph. Og nu kommer eleverne med svarene!
Efter at have tumlet med opgaven i de sidste to måneder, skal de på fredag i bedste Løvens Hule-stil præsentere deres forslag for et "dommerpanel" i Ballerup.
Digitalt indfødte halter efter
Senior Consultant Dennis Jon Rostrup, EG, forklarer her, hvorfor EG har valgt at fokusere netop på den opgave:
- Vi kan konstatere, at de unge er dårlige til at bruge digitale selvbetjeningsløsninger og til at kommunikere med det offentlige, siger Dennis Jon Rostrup.
En undersøgelse fra Danmarks Statistik "IT anvendelse i befolkningen i 2017" viste nemlig overraskende, at de såkaldt digitalt indfødte, dvs. målgruppen mellem 15 og 20 år, ikke forstår forskellen på NemID, Digital Post og eBoks.
Undersøgelsen viste også, at kun halvdelen af de unge benytter digital selvbetjening, og kun 31 procent af de adspurgte fandt, at det var vigtigt at kommunikere digitalt med det offentlige.
- Vi taler altså om en generation, hvor over 90 procent er på nettet flere gange om dagen. Hvorfor er det så sådan? Og kan det tænkes, at de her ungers forældre også har et ansvar i at fortælle dem om vigtigheden af digital kommunikation med det offentlige, spørger Dennis Jon Rostrup.
Coding Class for 3. år i træk
Coding Class Cph er projekt, hvor københavnske skoler for 3. år i træk er matchet op med samarbejdspartnere fra erhvervslivet, som stiller eleverne en case fra deres virkelighed.
Denne case hjælper underviserne med at didaktisere, så eleverne kan udarbejde målrettede løsninger ved brug af digitale- og innovationskompetencer, som de tilegner sig gennem forløbet.
Hele forløbet er styret og koordineret af pædagogiske undervisere, som udover at give eleverne viden om kodning guider dem igennem en struktureret didaktisk innovations- og designproces, som hjælper dem med at kvalificere løsningsforslag til casen.
Undervejs i denne proces modtager eleverne feedback fra deres virksomheden, ift. om deres løsningsforslag er på rette kurs, eller der er behov for ændringer.
Læs mere: Gør borgerservice enkel med EG Selvbetjening
Win-win for elever og virksomhed
Coding Class er først og fremmest et boost til eleverne, men giver også virksomheder som EG et frisk pust:
- Coding Class Cph er et godt projekt både for eleverne og for en virksomhed som EG. Eleverne bliver introduceret til tanken om innovation og digitalisering på et tidligt tidspunkt, og vi får helt friske øjne på udviklingsproblematikker, som normalt altid er filtreret og behandlet på en helt anden måde. Det er en både sjov og lærerig win-win-situation for begge parter, siger divisionsdirektør Johnny Iversen, EG.
6.V fra Dyvekeskolen præsenterer deres løsninger for EG A/S fredag den 5. oktober fra klokken 10.00.
Yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger, kontakt venligst Dennis Jon Rostrup, Senior Consultant, Product Management, på mobil 2788 9336 eller e-mail dejro@eg.dk