Bogføringslov: Sådan forbereder du din virksomhed til nye 2024-digitaliseringskrav
Den nye bogføringslov er godt på vej, og de første EG-kunder vil være berørt af lovgivningen fra 1. juli 2024. Virksomheder skal fremover blandt andet bogføre mere digitalt. Men hvad betyder det - og hvordan forbereder man virksomheden bedst inden 2024?
Den nye bogføringslov trådte i kraft den 1. juli 2022. Essensen af den nye lovgivning er, at myndighederne ønsker at understøtte korrekt bogføring, bedre it-sikkerhed og yderligere automatisering i de danske virksomheder igennem en stærkere anvendelse af systemunderstøttelse.
Den nye bogføringslov stiller ikke kun krav til danske virksomheder, men også til udbydere af standard bogføringssystemer i Danmark. EG Danmark A/S udbyder en række systemer i kategorien standard bogføringssystemer til forskellige brancher. Som udbyder skal vi overholde lovgivningen og undergå en myndighedskontrol, der blåstempler, at vores systemer lever op til kravene.
De første EG-kunder skal fra 1. juli 2024 overholde den nye lovgivning. Det er op til virksomheden at tage stilling til, om det er muligt at overholde loven på egen hånd, eller om man vil anvende et af myndighederne godkendt system, hvor de nye krav er implementeret som standard.
Overhold kravene med et godkendt bogføringssystem
Erhvervsstyrelsen anbefaler, at man som virksomhed bruger et bogføringssystem, der er godkendt af styrelsen. Anvender virksomheden et registreret og godkendt bogføringssystem, er du sikret, at din virksomhed overholder lovkravene, også når det gælder komplicerede områder som beskyttelse af persondata, backup og IT-sikkerhed.
Din regnskabsperiode bestemmer
Kravet om digital bogføring vil gælde fra den første regnskabs- eller indkomstperiode, som starter efter 1. juli 2024.
Det gælder for virksomheder der:
Tilhører regnskabsklasse B, C og D, som anvender et standard bogføringssystem. Det vil sige, starter regnskabsåret 1. juli, skal virksomheden have et system eller selv leve op til kravene fra og med den dato.
Følger regnskabsåret kalenderåret, vil 1. januar 2025 være virksomhedens deadline for at leve op til kravene.
Bogføringssystemerne bliver anmeldt og kontrolleret inden 1. januar 2024
Frem til 31. oktober 2023 registrerer Erhvervsstyrelsen standard bogføringssystemer, som ønsker at blive godkendt i henhold til den nye lovgivning.
Den 1. januar 2024 offentliggør Erhvervsstyrelsen en officiel liste med alle registrerede digitale bogføringssystemer, som overholder kravene.
Se evt. Erhvervsstyrelsens detaljer om tidsplan
Vi holder jer opdateret
I EG følger vi lovgivningen tæt, og vi vil være klar med en løsning til vores kunder, der er berørt af de nye krav i bogføringsloven. EG's ambition er at tilpasse de relevante løsninger til den nye bogføringslov inden den første deadline. Det arbejde er vi i gang med, og det fortsætter naturligvis, så vi er på forkant med alle krav og tidsfrister i loven, også hvis krav eller frister ændrer sig undervejs.