EG Sensum One: Region Nordjylland har samlet dokumentation af den sociale indsats
EG Sensum One er nu hverdagens socialfaglige dokumentationssystem for knap 1500 medarbejdere på 20 specialiserede socialtilbud i Danmarks nordligste region.
- Med overgangen til Sensum One har Region Nordjylland taget et stort skridt mod en større digitalisering af arbejdsgangene på det specialiserede område. Vi kan nu samle alle vores tilbuds dokumentationer om borgeren i det samme system, vi kan nemt planlægge og skabe overblik over vores hverdag, og vi har samtidig fået en løsning, hvor vi kan dokumentere på farten, siger Martin Bjørn Jensen, administrationschef i Specialsektoren, Region Nordjylland.
Implementering til tiden
Region Nordjylland skrev i foråret 2021 kontrakt med EG Digital Welfare om at levere en faglig understøttende løsning til regionens sociale tilbud og tilbud på specialundervisningsområdet for kommunerne. Efter 9 måneders intenst og tæt samarbejde om tilpasning af løsningen samt undervisning af brugerne, er Sensum One nu i luften.
- Vi har haft en intens implementeringsperiode, hvor vi i et tæt samarbejde med EG løbende har drøftet løsningen og tilrettet implementeringsplanen og derved sikret, at vi er kommet i mål til tiden med den bedst mulige løsning for vores tilbud, siger Martin Bjørn, der ser frem til at høste fordelene ved deres nye løsning:
- Forventningen til Sensum One er, at den kan være med til at løfte vores arbejde med borgerne, hvor vi sikrer, at det er nemt at dokumentere korrekt, hvor det er nemt at planlægge hverdagen og sikre et godt overblik over opgaverne, og hvor vi med de rette data også kan understøtte den datadrevne ledelse, siger Martin Bjørn Jensen, administrationschef i Specialsektoren, Region Nordjylland.
To systemer samlet
Med overgangen til Sensum One har Region Nordjylland fået samlet funktionaliteten fra både Sensum Bosted og KMD Kingo i ét system. Der er samtidig kommet meget mere fokus på en mobil løsning, hvor hverdagen nemt kan planlægges, og der er styr på de opgaver, der skal udføres. Det skal være med til at sikre, at der er styr på alle opgaver og at det bliver nemt at udføre den rette dokumentation, så der bliver mere tid til borgeren.
Samtidig bliver det muligt at håndtere al dokumentation om borgerne i det samme system, da Sensum One både har en myndighedsdel, hvor kommunikationen med sagsbehandlere kan håndteres og en tilbudsdel, hvor borgerne indskrives og den daglige dokumentation håndteres.
EG blev valgt som leverandør efter et EU Udbud og skal i de næste mindst seks år stå for at levere den digitale forretningsmæssige understøttelse af regionens tilbud på det specialiserede socialområde.
Derfor valgte regionen EG Sensum One
Region Nordjylland har valgt EG Sensum One, fordi løsningen:
- er fleksibel, så implementeringen kan tilpasses de forskellige dele af organisationen
- kan tilpasses individuelle behov på Specialsektorens områder og tilbud, samt for den enkelte medarbejder
- kan anvendes på brugernes mobile enheder som smartphones og tablets
- sikrer at man i videst muligt omfang undgår dobbeltregistreringer
- understøtter medarbejdere, der arbejder på flere afdelinger
- er automatiseret, så der fx automatisk sendes relevante adviseringer til forskellige aktører
- understøtter opgaveadministration og opgavedeling med digital kommunikation mellem medarbejdere
Ser frem til fortsat samarbejde
For EG Digital Welfare har det været en stor tilfredsstillelse at levere EG Sensum One til Region Nordjylland:
- Vi er glade for, at Region Nordjylland har taget løsningen i brug, og vi ser frem til fortsat at kunne understøtte regionens behov for en optimal drift af det specialiserede socialområde med EG Sensum One i de kommende år, siger direktør Steffen Rugtved, EG Digital Welfare:
- Med EG Sensum One til Region Nordjylland leverer vi for første gang en komplet løsning til det specialiserede socialområde, der omfatter håndteringen af den daglige planlægning og overblik med ægte Business Intelligence understøttelse, der sikrer, at regionen kan træffe de rette datadrevne beslutninger. Vi er sikre på, at regionen bliver glad for løsningen, for det styrker kvalteten af indsatsen, når alle relevante aktører har adgang til de samme informationer, så spildtiden reduceres og unødvendige misforståelser kan ryddes af vejen.