Mere end 120.000 danskere bestilte tid hos frisøren på et døgn
Mere end 120.000 danskere bookede tid til frisøren kort efter regeringen sent mandag den 23. marts blev enige om en aftale, der inkluderede en genåbning af frisørerhvervet den 6. april.
Aldrig før har frisørerhvervet oplevet en så stor efterspørgsel på tidsbestillinger på så kort tid, som da regeringen mandag aften annoncerede en genåbningsplan for bl.a. frisørerne.
På under 24 timer blev der klikket mere end 120.000 tidsbestillinger ind hos danske frisører, og det er rekord. Dagens bookinger slår med længder de tal, som frisørerne oplever i deres højsæsoner, bl.a. omkring jul, og også efter første nedlukning.
Det viser tal fra EG's bookingsystem Hairtools, der benyttes af 1.500 frisørsaloner landet over.
Digitale køsystemer har holdt styr på presset
For at kunne imødekomme den kæmpestore efterspørgsel havde EG A/S, der ejer Hairtools, forberedt sig ved at opsætte digitale køsystemer, så platformen kunne håndtere den voldsomme mængde ekstra trafik.
Systemer man oftest ser benyttet, når der bliver sat koncert- og festivalbilletter til salg, eller når Skattestyrelsen en gang om året offentliggør årsopgørelsen. Derfor har alle, der vil bestille tid til frisøren heller ikke haft mulighed for at booke en tid endnu.
Mikkel Bardram, der er administrerende direktør i EG, fortæller, at selvom der har været tryk på serverne, så har de været i stand til at følge med efterspørgslen.
"Det er enormt glædeligt at frisørerne endelig kan få lov at svinge saksen igen, særligt fordi vi har vidst, at mange danskere har glædet sig til at få klippet coronafrisuren, selvom mange også har forsøgt selv. Det har også gjort, at vi har været rigtig godt forberedt," siger han.
Ifølge Mikkel Bardram er frisørbranchen blandt landets mest digitaliserede brancher, og det belønnes på sådan en dag.
"Det har været en kæmpe fordel, at de mange små frisørsaloner i flere år har prioriteret at digitalisere deres booking, som kan håndtere den her slags trafik og mængde af kunder. Havde de bygget en lille online bookingplatform selv, havde chancen for, at systemet var gået nedenom og hjem været stor, og særligt de små saloner havde risikeret at miste kunder til større kæder."
Krav om negativ coronatest
For at gå til frisøren vil det fremover være et krav, at man skal være i stand til at fremvise en negativ coronatest, men det har tydeligvis ikke holdt danskerne fra at booke frisørtider, forklarer Connie Mikkelsen, der er formand for 2300 selvstændige frisører og kosmetikere i fagorganisationen DOFK.
"Vi er superglade for, at der bliver åbnet op for frisørsalonerne igen. Det vil redde nogle af dem, der har været tæt på konkurs, og det er meget dejligt at se, at så mange i dag har bestilt tid og ikke er skræmt af kravet, selvom det ganske sikkert for mange, særligt ældre, udenfor storbyerne bliver mere omstændigt at gå til frisøren. Frisørerne får travlt, men det tror jeg, de glæder sig til," siger Connie Mikkelsen.
Læs mere om EG's bookingsystem, Hairtools