EG Brandsoft-kommune
24. april 2020

Kommuner på EG Brandsofts selvbetjening og krematorieplatform

København og Odense kommuner har i mange år benyttet EG Brandsofts løsninger til administration af deres kirkegårde og krematorier. Efter en udbudsrunde har både Københavns Kommune og Odense Kommune valgt at forlænge deres aftaler med EG Brandsoft. Vi er rigtig glade for at kunne forsætte det gode samarbejde, vi har med begge kommuner.
 

Selvbetjening og mobil adgang er ny hverdag

Fornyelsen af aftalerne betyder blandt andet, at begge kommuner bliver flyttet over på vores nyeste krematorieløsning med selvbetjening for bedemænd og en mobil app, der understøtter arbejdsflowet på krematorierne. Krematoriet i Aabenraa var det første sognekrematorium på EG Brandsofts krematoriesystem, hvor bedemændene klarer den største del af arbejdet via mobilen. Det giver krematorierne nemmere og hurtigere arbejdsgange, fordi alt foregår digitalt, også for kremationspersonalet. Muligheden for selvbetjening gør en stor forskel i hverdagen, og udover, at arbejdet går hurtigere, giver systemet en bedre sikkerhed i sagsbehandlingen. Det er hensigten at samle alle krematorier på den fælles platform.

Nyt projekt om bevaringsværdige gravminder

Aftalen med Københavns Kommune betyder også, at der nu kommer skub i vores udviklingsprojekt, der vedrører bevaringsværdige gravminder. Vi er i EG Brandsoft sammen med kommunen i gang med at udvikle en ny løsning, som kan håndtere registreringen af de bevaringsværdige gravminder på en enkel måde.

Vi tager blandt andet udgangspunkt i Københavns Kommunes kravspecifikation og kommunens ønsker til funktionalitet. Løsningen bliver et nyt modul, som skal være en hjælp i arbejdet med at registrere gravminder, når gravsteder udløber, og man skal vurdere, om gravminderne er bevaringsværdige og eventuelt skal fredes. Der kan fx være tale om fortjenstfulde personers gravsteder eller monumenter med en unik udformning eller udtryk. Vurderingen og registreringen er et arbejde, der ofte også involverer kyndige personer fra museer.

Bygges ind i kirkegårdsapp

Hvis alt går vel i projektet, er planen at udvikle og have det nye modul klar i løbet af 2020. Det er en løsning, som vi forventer på sigt skal kunne benyttes af alle vores kirkegårde og være en integreret del af EG Brandsofts mobile løsninger til kirkegårde.

Rent praktisk vil det nye modul blive bygget ind vores mobile kirkegårdsapp, så medarbejderne har det hele på deres mobil og nemt kan registrere og dokumentere de bevaringsværdige gravminder med billeder mv.