26. april 2018

Kalkulation har aldrig været nemmere

Du behøver ikke at være professionel beregner som Jan Nielsen for at få glæde af integrationen mellem EG Visual Kalkulation og Bluebeam. Jan Nielsen har været testkunde på løsningen, og allerede efter de første måneder er tilbudsberegningen blevet nemmere, hurtigere og mere korrekt. Og potentialet er endnu større, vurderer Jan Nielsen.

Fordelen ved papirløs opmåling skal opleves, før man rigtig kan sætte sig ind i det. Papirløs opmåling betyder blandt andet, at du ikke længere behøver at have store tegninger liggende på borde og stole. Det er også slut med at sætte flueben på papiret, hver gang du tæller dine døre og vinduer op, og mellemregninger er nu noget, der automatisk dukker frem på skærmen.

Når du derefter importerer opmålingen direkte i kalkulationsprogrammet, bliver risikoen for dobbeltoptælling og fejl minimeret, ligesom du altid kan gå tilbage i opmålingen og justere og derefter importere igen.

Bedre overblik og styr på tallene 

For Jan Nielsen er styrken ved integrationen mellem EG Visual Kalkulation og Bluebeam, at han slipper for at dobbelttjekke løbende – han kan være sikker på, at de materialer, han har målt op, kommer med på tilbuddet, og han har et godt overblik hele tiden.

"Resultatet afhænger stadig af, om du har forstand på opmåling og tilbudsgivning, men vejen derhen er med den nye integration blevet meget mere effektiv," fortæller Jan Nielsen og fortsætter:

"Jeg har været i gang et par måneder nu, og det har sparet mig for virkelig meget tid. Integrationen til Bluebeam er en stor omvæltning, og der ligger mange flere muligheder, end jeg har fået prøvet af endnu. Du får en endnu større værktøjskasse her – det er kun din egen kreativitet, der sætter grænserne," siger Jan Nielsen, der ejer firmaet JN Beregner ApS og hjælper håndværkere i hele landet med at beregne tilbud og udregne mængder på andre projekter, der allerede er i hus hos kunden.

Får en rigtig start på beregningen 

Jan Nielsen fortæller, at hans kalkulationer nu er vendt om, så han kan starte sin sammentælling og oprette grupper – i form af etager, rum, projekter, materialer osv. – i takt med at han får behov for det. Det er altså ikke nødvendigt at ridse projektet op, før man starter. Og de oprettede grupperinger kan han omdøbe, flytte rundt og lægge sammen, mens han måler op.

"Jeg kommer meget hurtigere i gang med projekterne, når jeg har friheden til at måle op og navngive grupperne hen ad vejen. Før skulle jeg altid have udskrevet tegningerne på forhånd. Grupperne bliver automatisk talt sammen, så jeg kan springe mange sammentællinger og indtastninger på lommeregneren over. Samtidig giver det mig en sikkerhed, fordi jeg kan se, at det hele er med," siger Jan Nielsen.

Fakta om Jan Nielsen, JN Beregner ApS

Jan Nielsen er en af Danmarks mest erfarne beregnere og er uddannet bygningssnedker. Han har for nylig været med til at udvikle billedprislisten. Hans firma JN Beregner ApS forkalkulerer i dag for tømrervirksomheder og rådgiver desuden om materialemængder og akkorder. Jan Nielsen har blandt andet en fortid som faglig medarbejder i Træ-Industri-Byg og forhandlingssekretær i Byggegruppen i 3F, hvor ansvaret lå på Tømrer- og Snedker-prislisten.

Læs mere om JN Beregner ApS her.