29. september 2017

Glem ikke dine faste omkostninger, når du beregner tilbud

Et hurtigt tilbud baseret på materialeomkostninger og timeforbrug kan koste dig dyrt. Vil du være sikker på at tjene penge på de opgaver, du tager ind, skal du også tage højde for din virksomheds øvrigeomkostninger. Og trods navnet kan eksempelvis dine faste omkostninger variere, så du bør løbende tilpasse dem, når du udregner priser til dine kunder.

KALKULATION: Når du som professionel håndværker afgiver et tilbud på en opgave, risikerer du at fokusere så meget på dine indkøbspriser og materialeomkostninger, at du glemmer det tal, der er afgørende for, hvad opgaven skal koste, nemlig nulpunktsomsætningen eller budgetteret dækningsbidrag pr. time. Det oversete nøgletal har stor betydning for, hvilke priser du kan give, og hvilke opgaver du kan være med på.

Det koster penge at tjene penge

En vellykket kalkulation tager højde for, hvad det samlet set koster at løse en opgave. Og her skal du som virksomhed være skarp på, hvilke faste omkostninger der er forbundet med at levere hver arbejdstime. Sådan lyder anbefalingen fra Brian Sørensen fra EG Byg & Installation, der udvikler it-løsninger til branchen og står bag EG Visual Kalkulation:

"De fleste håndværksvirksomheder har deres primære indtjening på arbejdstimerne, så det er vigtigt at have styr på, hvad "kostprisen" pr. time er. I det store regnestykke koster en arbejdstime mere end løn og sociale ydelser til den pågældende medarbejder – der er fx også omkostninger til den bil, han kommer kørende i, og den lagerbygning, han henter varerne i, finansiering etc.," siger Brian Sørensen.

Bedre mavefornemmelse og lavere risiko

I Otterup har tømrermester Kurt Korsholm arbejdet med EG's kalkulationsprogram i fire år, og han har fået en bedre mavefornemmelse af økonomien i sine tilbud, nu hvor virksomhedens faste omkostninger er blevet en del af kalkulationen. Før dækkede han sine faste omkostninger ind ved at justere i prisen på de enkelte tilbud, men det måtte altid bero på et skøn.

"Man kan blive overrasket, hvis man ikke regner de faste omkostninger ind i sine tilbud. Lige nu er jeg ved at opdatere mit budgetterede dækningsbidrag pr. time – ikke fordi vi har fået flere udgifter, men fordi min virksomhed ikke råder over det samme antal arbejdstimer, som vi gjorde sidste år, og det er vigtigt at få med i beregningerne. Min egen tid betyder jo ikke så meget, jeg må jo så bare arbejde over, men når der går svendetimer og overarbejde på, risikerer omkostningerne at løbe hurtigt," siger tømrermester Kurt Korsholm fra Korsholm Byg.

Fokus vigtigere end lave indkøbspriser

Det er ikke nødvendigvis et kompliceret regnestykke at finde det budgetterede dækningsbidrag pr. time. De fleste oplysninger ligger i virksomhedens regnskab. Men det kan være svært at prioritere kontorarbejdet og dykke ned i tallene – uanset hvor hurtigt det er klaret. Der er nok at gøre med at få byggepladserne til at køre effektivt, og det er ærgerligt, mener Brian Sørensen, der fortsætter:

"Mange lægger energi i at få den bedste pris på materialerne og forsøger at vinde ordrer med de laveste indkøbspriser. Hvis de lagde samme energi i at undersøge det nødvendige dækningsbidrag pr. time, og hvad de reelt tjener penge på, ville de i stedet kunne bruge kalkulationen til at navigere forretningen efter og kun gå efter de sager, der holder. Dermed sikrer kalkulationen dem en forretning, der i sidste ende også løber rundt," siger Brian Sørensen, direktør i EG Byg & Installation.