10. oktober 2016

Digital Kommune: Bedre data kan styrke sikkerheden på sociale tilbud

En række initiativer, der skal forhindre, at ansatte og medbeboere på landets botilbud skal blive udsat for vold, tegner nu til at blive realiseret. I 2018 forventer regeringen fx at have etableret 150 nye pladser på nye sikrede bosteder.

For de ansatte på landets dag- og døgntilbud er det positivt, at man fra politisk hold nu ønsker at give de ansatte fagmedarbejdere på socialområdet en hjælpende hånd, for ingen skal komme til skade eller blive dræbt ved at gå på arbejde.

Men ud over at satse på sikrede tilbud bør kommunerne og regionerne også se nærmere på mulighederne for at skabe mere trygge tilbud ved at bruge data om de enkelte borgere bedre til at forebygge og undgå voldsepisoder.

Ganske mange sociale tilbud er ganske vist begyndt at arbejde med risikovurdering, hvor man vurderer den enkelte borgers aktuelle sindsstemning og adfærd.

Det er fx løsninger, hvor man tager udgangspunkt i anerkendte metoder som BVC, Brøset Violence Checklist, trafiklysmodeller mm, hvor man løbende monitorerer og evaluerer den enkelte borgers adfærd, så det er muligt at tage sine forholdsregler.

For hvis medarbejderne hele tiden er bevidst, om borgens aktuelle sindstilstand holdt op imod den mulige risikoadfærd, er det lettere at undgå og forebygge voldsepisoder.

Et it-understøttet værktøj til risikovurdering skal med andre ord indeholde konkrete handlingsanvisninger til medarbejderne, der udløses automatisk som et resultat af den aktuelle vurdering.

Handlingsanvisninger skal kort og præcist kunne beskrive, hvordan der skal arbejdes forebyggende, så en risikoadfærd ikke forværres. Handlingsanvisningerne vil på sigt give dokumentation og læring til medarbejderne om den enkelte borgers behov ved risikoadfærd så medarbejdernes nødvendige intervention hele tiden optimeres.

Desværre er det langt fra alle sociale tilbud der har fået digitaliseret arbejdet med risikovurdering, og de misser chancen for at udnytte it-værktøjernes evne til at skabe online overblik og spotte helt tidsaktuelle mønstre og ændringer i borgerens adfærd.

Med de rette it-værktøjer er det fx muligt realtime at følge med i ændringer i den enkelte borgers adfærdsmønstre, der kan afsløre, hvis borgeren er på vej ind i en ustabil fase. Denne viden kan hurtigt deles med kolleger, så ingen kommer uforberedt ind til borgeren og pludselig står i en farlig situation. Desuden kan de digitale løsninger understøtte videndeling om, hvordan medarbejderne skal forholde sig til den enkelte borger, baseret på den individuelle risikovurdering.

I forvejen registreres og deles en række af disse oplysninger allerede, men det er færreste steder, at videndelingen er sat i system og digitaliseret. Så den opsamlede og registrerede viden ender i stedet som tavs og ubrugt viden, fremfor at blive brugt til at skabe mere trygge arbejdspladser, og tilbud, hvor beboere, som viser tegn på uhensigtsmæssig eller truende adfærd får den rette hjælp i situationen.

Netop den digitale understøttelse af arbejdet med risikovurdering er derfor et godt eksempel på, hvordan vi langt fra udnytter de mange data, som vi allerede har optimalt.

Så ja, lukkede institutioner kan være et gode for den enkelte medarbejder og som et mere trygt opholdssted for den uadreagerende borger, men bedre it-værktøjer og digitalisering af arbejdet med risikovurdering kan vise sig at være en mere konsekvent og datadreven genvej til samme resultat.