09. november 2016

Fald ikke i travlhedsfælden: følg op på byggesagerne

Der er fremgang at spore i dansk økonomi, og en af drivkræfterne er byggeriet. Når du har travlt, har du større behov for overblik og sagsstyring. Det kan være nødvendigt at frigøre både ressourcer og tid for at holde fat i væksten. Når du har flere byggesager, fører det nemlig også mere administration med sig.

Selvom det er positivt at have kunder i butikken, betyder det også, at du bør have større fokus på dine processer – fra tilbudsgivning over sagsstyring til debitor- og kreditorhåndtering. Ellers risikerer du, at væksten smuldrer mellem fingrene på dig.

"Vi ser lige nu mange virksomheder, der arbejder med at blive mere effektive og forbedre produktiviteten i virksomheden. Et af de tiltag, som en stor del af virksomhederne i branchen har arbejdet med i det forgangne år, er en øget digitalisering af arbejdsprocesserne og en forbedret planlægning af sagerne," siger Thomas Frommelt, der er partner i revisions- og rådgivningshuset Deloitte.

Hos EG Byg & Installation fornemmer man også fremgangen i byggeriet, og hele vejen gennem 2016 er der registreret omkring 35 nye kunder på brancheløsningen for byggeriet – hver måned. Det er naturligvis et resultat af øget digitalisering overordnet set, men fremgangen i byggebranchen er ikke til at tage fejl af:

"Siden januar 2016 er der blevet registreret knap 12 mio. arbejdstimer i EG Webtid, som er vores løsning til håndværkernes timeregistrering. Når vi sammenligner med sidste år, er det en markant stigning, også når vi korrigerer for de mange nye kunder i perioden. Der er ingen tvivl om, at vores kunder generelt har gang i langt flere byggeprojekter end tidligere," siger Brian Sørensen, direktør i EG Byg & Installation.

Digitalisering af arbejdsproceser er dog historien om hønen og ægget: Mens digitalisering er nødvendig i opgangstider, er den også katalysator for den grundlæggende forretning og vækst for enhver virksomhed.

"Det er altid en fordel at følge op på sagerne løbende, og arbejdet bliver gjort lettere, hvis der løbende sker en registrering af tid og materialer. Det handler om at få det hele med for derefter at kunne vurdere sagens stade og rentabilitet," siger Thomas Frommelt, partner i Deloitte.