Kunstig Intelligens kan gøre en forskel på socialområdet
Når der mangler hænder både i administrationen og på de sociale tilbud, kan kunstig intelligens hjælpe os med at løse opgaverne smartere.
I mange socialforvaltninger er sagsbehandlerne ved at segne under de administrative byrder, og det kan være svært at få tid til at finde de bedste løsninger for borgerne.
Disse processer kan imidlertid fornyes og strømlines med kunstig intelligens eller AI for Artificial Intelligence.
Kunstig intelligens er typisk computere og software, som kan analysere, lære og komme med forslag til beslutninger på en måde, som kan sammenlignes med menneskers. Man kalder teknologien for kunstig intelligens, netop fordi den simulerer den menneskelige intelligens.
Med AI-drevet assistance kan sagsbehandlingen blive mere effektiv, hvilket vil hjælpe med at begrænse den tid, der bruges på administrativt papirarbejde, sagsopbygning og gennemgang, så sagsbehandlere kan fokusere mere på deres kerneopgave; den personlige borgerkontakt?
"I første omgang ser vi blandt andet på, hvordan vi kan bruge anonymiserede misbrugsdata, når sagsbehandleren skal vurdere, hvilken social indsats, der kan have den bedste effekt på en konkret borger. Men mulighederne er utallige", siger direktør Steffen Rugtved, EG Digital Welfare.
KL fremhæver i sin digitaliseringspolitik også fordelene ved at indsigter fra store mængder data kombineret med konkret viden om den enkelte borgers situation, nu kan danne grundlag for en mere præcis og personlig indsats i forhold til den enkelte borger:
"Viden og indsigter fra data skal bruges til at give borgeren de rigtige indsatser første gang og undgå, at kommunen bruger unødige ressourcer på at give borgeren fejlslagne forløb", hedder det i politikken, der anbefaler øget brug af data:
"Mønstre i data kan blandt andet på sundhedsområdet bruges til at iværksætte en tidligere indsats og dermed forebygge dyre og svære forløb. Vi skal være nysgerrige på, hvordan vi bruger denne type kunstig intelligens endnu bedre i fremtiden – og vi skal spørge os selv, om vi overhovedet kan tillade os ikke at bruge den".
Det er direktør Steffen Rugtved, EG Digital Welfare enig i:
Færre fejlslagne forløb og en bedre koordination af den sociale indsats på tværs af fagområder kan spare kommunen tid og penge.
Direktør Steffen Rugtved
Læs også: Socialområdet er omkostningstungt - og du er en del af prisen!