
De nye trofaste medlemmer kommer ikke af sig selv
Medlemsorganisationer skal hele tiden hverve nye medlemmer, og nordisk undersøgelse viser, at en systematisk tilgang er altafgørende.
Et faldende medlemstal udgør en alvorlig udfordring for både små frivillige foreninger og større professionelle medlemsorganisationer. For jo flere medlemmer, jo flere kontingentindtægter og dermed større mulighed for at tilbyde medlemmerne relevante medlemstilbud og styrke interessevaretagelsen.
Derfor er målet for de fleste medlemsorganisationer at fastholde eller udvide medlemstallet. Men hvordan gør man det bedst?
Norge fører feltet
Sammenligner man foreninger og medlemsorganisationer i Danmark, Norge og Sverige er der forskel på, hvor dygtige foreningerne i de tre lande er til at rekruttere nye medlemmer. De har samtidig forskellige tilgange til, hvordan hverveopgaven gribes an.
En undersøgelse af foreningernes rekrutteringsarbejde på tværs af landene Norden, Hvervning, rekruttering og aktivering af medlemmer og frivillige, viser, at især norske foreninger har oplevet vækst i medlemstallet over en 3-årig periode.
Går man bag tallene, viser der sig en række forskelle i de tre landes hvervestrategier, der tilsammen giver et fingerpeg om nøglen til Norges succes. Det handler blandt andet om organisering af arbejdet, brugen af sociale medier, systematikken i indsatsen og relevante incitamenter.
Hvem har ansvaret for at hverve nye medlemmer?
I Danmark ligger ansvaret for hvervning og rekruttering primært centralt, hvor Norge og Sverige prioriterer at sprede ansvaret ud.
I Danmark overlader foreningslederne i højere grad ansvaret til sekretariatet. Herimod lægger Sverige og Norge mere vægt på at drage nytte af resten af organisationen ved at fordele ansvaret decentralt.
Væksten i Norges medlemstal tyder på, at strategien om at decentralisere ansvaret for hvervning og rekruttering er med til at sikre landets førerposition, når det kommer til vækst sammenlignet med resten af Norden.
Sociale medier vs netværk
Generelt er foreninger og medlemsdrevne organisationer i Norden blevet mere digitale, og de udnytter i stigende grad potentialet ved de digitale platforme.
På tværs af landene er Facebook den mest populære platform, men foreningerne bruger en række forskellige værktøjer for at nå nye medlemmer.
Sverige og Norge benytter i høj grad sociale medier (56% og 62%), samt arrangementer (44% og 46%) til hvervning af nye medlemmer. Danmark er lidt bagefter med 31% og 29%.
I stedet benytter de danske foreninger mere end de norske og svenske sig af direkte kontakt med sine medlemmer; primært gennem telefonisk kontakt.
Mest markant er det måske, at de norske foreninger, der samtidig er de mest succesfulde, bruger netværk for at tiltrække og fastholde medlemmer.
Digitale og systematiske indsatser giver pote
Undersøgelsen viser også en tydelig sammenhæng mellem systematik og succes. De foreninger, der går systematisk til værks og udnytter potentialet ved digitale løsninger, lader også til at have størst succes med at hverve nye medlemmer.
I forhold til Sverige, arbejder foreningerne i Danmark og Norge mere systematisk og struktureret i hvervningsprocessen.
Flere foreninger benytter sig af digitale løsninger til at understøtte arbejdet med hvervning og rekruttering, og her er medlemssystemet den mest benyttede ressource.
Men ikke alle foreninger er hoppet på den digitale vogn. Undersøgelsen viser, at der stadig er foreninger, som ikke benytter eller udnytter digitale løsninger i forbindelse med arbejdet med hvervning og rekruttering af nye medlemmer.
Forskelligt fokus på incitamenter
Endelig peger den nordiske undersøgelse på, at der er nationale forskelle på, hvordan og hvor meget de enkelte foreninger og medlemsorganisationer gør ud af at opfordre og involvere medlemmerne i hvervearbejdet.
Her ser man igen, at norske foreninger i højere grad end de danske og svenske anvender præmier til at motivere sine medlemmer og frivillige til at hverve og rekruttere nye medlemmer.
"Samlet set viser tallene, at de foreninger som handler, det også er de foreninger der oplever succes. Bruger man kræfter på sine medlemmer og frivillige – så vokser man" siger Lisbeth Bekker, Direktør, EG Member:
"Og her er der ikke forskel mellem store og små foreninger. Det handler om at bruge de ressourcer man har bedst muligt. Være kreativ, tænke i nye baner og ikke miste fokus. Selv med få ressourcer kan man komme langt, blot man formår at skabe opmærksomhed og sætte retningen.”
Gode råd til dig og din medlemsorganisation
- Systematik: Gå systematisk til værks i dit arbejde med hvervning, rekruttering og aktivering af medlemmer og frivillige. Jo mere struktur og overblik din forening har, jo bedre ved I, hvor I skal prioritere jeres ressourcer
- Digitalisering: Udnyt potentialet ved digitale løsninger, og anvend dem til jeres fordel. Det kan styrke jeres synlighed over for, og kommunikation med, eksisterende og potentielle medlemmer.
- Incitamenter: Skab incitament for dine medlemmer og frivillige til at engagere sig og sprede det gode ord om foreningen. Dette kan understøttes af motiverende belønningssystemer i hvervningsarbejdet, såsom præmier eller at blive ”Månedens hverver”.
- Kultur: Husk hvem I er! Din forening og dens DNA er unik. Hvad der virker for den ene forening, virker ikke nødvendigvis for den anden.
Om rapporten
Undersøgelsen Hvervning, rekruttering og aktivering af medlemmer og frivillige er fra 2021 og er baseret på en kvantitativ og en kvalitativ undersøgelse. Den kvantitative del bestod af et online spørgeskema, som blev sendt ud til medlemsorganisationer og foreninger i Danmark, Norge og Sverige. Spørgeskemaet blev besvaret af 178 foreninger. Resultatet er suppleret med kvalitative interviews med udvalgte repræsentanter fra de deltagende medlemsorganisationer.
Bind forening og medlemmer tættere sammen
Med EG Membercare kan du automatisere og håndtere alle medlemsdata sikkert og effektivt i et digitalt setup. Løsningen er udviklet specielt til professionelle foreninger med medlemmet i fokus.

Kontakt os
Vil du høre mere om, hvordan EG Membercare kan gøre medlemsadministrationen nemmere og skabe stærkere relationer mellem forening og medlemmer?
Vi er som faglig leverandør optaget af at finde den bedste løsning, der passer til jeres forening. Vi står klar til at rådgive jer og fortælle om de muligheder, løsningen rummer.

Sales Executive
Per Søndergaard