”Man kan altså godt være kreativ i IT-branchen”
I denne serie kan du møde nogle af de kvinder, der arbejder for EG. Her er det Kathrine Lindequist Beyer fra EG Digital Welfare i Danmark.
- Teknikken er en lille del af det store billede. Fællesnævneren er, at vi er mange fagligheder, der sammen prøver at gøre livet bedre for andre mennesker uden at gå på kompromis med den daglige kvalitet, siger Kathrine Lindequist Beyer, der er Senior Product Manager i EG Digital Welfare i Danmark.
Hvis man vil gøre karriere i tech og tilføre værdi til IT-løsninger, behøver de interesser, man er drevet af, ikke at være tekniske. Det kan Kathrine Lindequist Beyer skrive under på.
Som Senior Product Manager i EG Digital Welfare i Danmark har hun ansvar for EG Sensum One, som er EG’s socialfaglige løsning til det specialiserede socialområdet.
Hun er cand.comm. fra RUC, hvor hun valgte retningen Business Study & Performance Design.
Min vej ind i tech
- Jeg har nu arbejdet i 11 år i IT-branchen, men startede i et digitalt reklamebureau, hvor vi på et tidspunkt valgte at satse meget på velfærdsteknologi. Det var min vej ind i tech. Med EG Sensum One skaber vi værdi for både det socialfaglige personale og borgere i regioner, kommuner og hos private aktører. Vi bidrager til, at medarbejdere på bosteder og institutioner kan arbejde på den bedst mulige måde, uden at det går på kompromis med deres faglighed, og at de med en digital løsning får ekstra tid til kerneopgaver og mere ansigt-til-ansigt tid med borgeren. Samtidig bidrager vores digitale løsninger med at gøre borgerne mere selvhjulpne og giver dem mere medbestemmelse, siger Kathrine.
Gør livet bedre for andre mennesker
Hun oplever ikke IT-branchen som teknisk, men kreativ.
- Det er mange kompetencer, der skal sættes i spil. Og der er brug for mange forskellige håndværkere for at kunne lave de gode løsninger. Både teknikere, designere og supportere bidrager med værdifuldt input. Inden for product management har jeg to gode kolleger, der har en pædagogfaglig baggrund, fordi det først og fremmest er fagligheden, vi vil have i spil i vores løsninger. Teknikken er en lille del af det store billede. Fællesnævneren er, at vi sammen prøver at gøre livet bedre for andre mennesker uden at gå på kompromis med den daglige kvalitet.
Ambitiøst arbejdsliv og fint familieliv
Med to børn på 2 og 5, der skal til fodbold, svømning og gymnastik, har hun nok at se til i fritiden omkring hjemmet i Farum nord for København, men fleksibiliteten i jobbet i IT-branchen får livet til at balancere.
- Fleksibiliteten er virkelig en gave. Jeg har mulighed for at arbejde hjemme, når det passer ind, og det giver mega god mening som småbørnsfamilie. Det tror jeg selv, at jeg havde nogle fordomme om, inden jeg kom ind i IT-branchen. Kan man godt have et fint familieliv, samtidig med at man er ambitiøs med sit arbejdsliv, uden at det har en omkostning for familien? Det kan man bestemt!