Vi bliver flere og kan mere
A-Data er pr. 1. juli blevet en del af EG Healthcare, og det giver fordele for både jer kunder og for medarbejderne, når kræfterne nu lægges sammen. En af fordelene er flere ressourcer i en større EG-organisation. Men det, der har mest fokus i det første samarbejde, er kundekontakten.
- Vi bliver flere og får mere tyngde, men nærheden til jer kunder vil være den samme. Så selv om vi vokser, er vi meget opmærksomme på, at I som kunder stadig skal have den nære, direkte kontakt, når I tager fat i os. Det er et fælles kernefokus, som vi bygger videre på nu, siger Beate Gade, der er kundechef hos A-Data.
Supporten er den samme
- Vi skal lære af hinanden og hinandens processer for at optimere vores kundeservice. Her kort efter opkøbet har Beate og jeg allerede et godt samarbejde og er i fuld gang med at udvide det sammen med alle kollegerne.
Det er rart at have et fælles mål, at understøtte en god support, uanset om man er A-Data-kunde eller EG Healthcare-kunde, siger Lene Kirkegaard, der er manager i EG Healthcare og ny kollega med Beate Gade, som supplerer:
- Supporterne er stadig dem, som kunderne kender, og sådan skal det også være. Vi er begge steder i tæt kontakt med vores kunder, og vi ved, at de sætter stor pris på at tale med de medarbejdere, som de er vant til at tale med og som kender klinikken.
A-Data fortsætter som hidtil, og medarbejderne, herunder også supportteams, arbejder derfor indtil videre uændret fra hovedkontoret i Rødovre og i Horsens, og telefonnummeret til A-Datas support er det samme, som det hele tiden har været. EG Healthcares support fortsætter ligeledes som normalt.
"Hvordan gør de lige det?"
- Vi kommer til at trække på hinandens erfaringer. Lige nu er vi jo ikke så langt i processen, og det er stadig så nyt, at vi lige skal vænne os til, at nu er vi kolleger, siger Lene Kirkegaard og tilføjer:
- Det er stadig en fase, hvor vi udforsker hinandens måder at gøre tingene på og stiller spørgsmålet 'Hvordan gør de det?' mange gange. Vi har fx lige holdt en workshop som en del af arbejdet med at finde en fælles god måde at gøre tingene på i supporten.
A-Data i hjertet
Både medarbejderne og kunderne har spillet en stor rolle i CEO Jørgen Granborgs overvejelser, da han valgte at sælge virksomheden til EG:
- Intet ville have lykkedes, hvis ikke jeg havde de bedste medarbejdere og de mest loyale kunder i branchen. Det ville have været uansvarligt af mig, hvis jeg ikke tænkte på, hvordan denne arbejdsplads skulle føres videre. Det har ligget tæt på mit hjerte at drive en ordentlig forretning, som tager ansvar for vores kunder, medarbejdere og sundhedsvæsenet.
- Vi kan og skal gribe den chance vi har fået: vi får lov til at være med til at skabe de bedste løsninger til primærsektoren, og jeg ved, at det nære samarbejde med kunderne, som vi står for, vil blive en aktiv del i denne rejse, siger Jørgen Granborg om salget af A-Data, der nu er en del af EG Healthcare.
Telefonnumre er uændrede
Support A-Data, telefon 3877 0040
Support EG Healthcare, telefon 7260 2610