KRAP
30. januar 2018

KRAP kommer nu i digital udgave

KRAP står for Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik, og metoden er et integreret socialpædagogisk system af analyser, metoder og værktøjer, som udspringer af mange års praksiserfaring. Et vigtigt element i KRAP er at sætte et positivt og anerkendende fokus på menneskers ressourcer – uden at benægte, at der også kan være tale om svære belastninger og særlige behov.

- Hvert år afholder vi mere end 1.200 kursusdage i KRAP-metoden, der anvendes alle steder, hvor man arbejder med mennesker og udvikling. Jeg bliver hele tiden spurgt om, hvornår vi har en digital løsning klar. Nu kommer den, og jeg tror, at den digitale udgave af KRAP bliver godt modtaget, fordi den letter arbejdet og styrker sikkerheden omkring arbejdet med personfølsomme data, siger psykologdirektør Lene Metner, der står bag udvikling af KRAP-metoden sammen med bl.a. psykolog Peter Bilgrav Sørensen.

Samarbejdet mellem PsykologCentret og EG Team Online betyder i første omgang, at den socialfaglige it-løsning EG Sensum Bosted kommer til at understøtte alle de kendte KRAP-værktøjer. I anden fase vil også brugere af andre it-faglige systemer kunne anvende den digitale udgave af KRAP via webservices.

- Ved at få KRAP-metodens faglighed og værktøjerne ind i Sensum Bosted-løsningen samles alle personfølsomme data om borgeren samme sted, ligesom medarbejderne får lettere ved at arbejde med data, dele deres viden og beskytte oplysningerne. På den måde vil den digitale version af KRAP gøre hverdagen lidt lettere og samtidig styrke både fagligheden og sikkerheden, siger product manager Lars Sjøblom, EG Team Online.

Det forventes, at KRAP-understøttelsen til Sensum Bosted er klar i april 2018.

Om PsykologCentret

PsykologCentret er med sine 24 medarbejdere et veletableret privat psykologfællesskab, som tilbyder private, offentlige institutioner og myndigheder samt det private erhvervsliv psykologfaglige ydelser af høj faglig kvalitet med baggrund i forskning og praksisviden. PsykologCentrets værdier er grundlagt på et anerkendende og ressourcefokuseret fundament og med den kognitive tilgang som faglig ramme.

Læs mere om PsykologCentret på https://krap.com/.

Om EG

EG Team Online leverer praksisbaserede fagsystemer og it-løsninger til det specialiserede social- og ældreområde i samarbejde med brugerne.

EG er en ledende it-partner i Skandinavien med et komplet udbud af digitaliseringsløsninger og services til både private og offentlige kunder.

Siden starten i Herning i 1977 har vores forretning bygget på nære kunderelationer og indgående branchekendskab. I dag servicerer vores 1.800 medarbejdere på 28 lokationer i Danmark, Norge og Sverige 12.500 kunder og deres mere end 10.000.000 brugere.

Læs mere om EG på eg.dk/offentlig-digitalisering/.