​OK2018: Det bliver bedre at være borger og praktiserende læge
13. oktober 2017

​OK2018: Det bliver bedre at være borger og praktiserende læge

Det bliver bedre for både borgere og praktiserende læger. Sådan forudser Niels Ulrich Holm konsekvenserne af den kommende overenskomst mellem Praktiserende Lægers Organisation og Danske Regioner. Som næstformand for PLO har han selv været med til at forhandle den, og Niels Ulrich Holm sidder desuden i PLO's IT- og Dataudvalg.

Når Niels Ulrich Holm på årsmødet i EG Clinea-brugergruppen i slutningen af oktober taler om PLO's syn på digitalisering af almen praksis, er det en tilfreds næstformand, der kan se frem til smartere it-løsninger og bedre sammenhæng mellem data i sundhedssektoren.

Høj prioritet af borgerinddragelse

Som eksempel på forbedringerne nævner Niels Ulrich Holm blandt andet borgerinddragelsen – der fx kommer til udtryk gennem overenskomstens nærhedsprincip. Borgerinddragelsen er et af de prioriterede indsatsområder fra det samarbejde, PLO har haft med Sundhedsministeriet om udvikling og forbedring af it i almen praksis. Det kommer blandt andet til udtryk gennem arbejdet med forløbsplaner.

"Alt i alt ser vi meget i overenskomsten 2018, der peger på, at det bliver bedre at være både borger og praktiserende læge. Den praktiserende læge er i mange tilfælde patientens første indgang til sundhedsvæsenet. Derfor arbejder vi i PLO tæt sammen med Sundhedsdatastyrelsen og de private it-leverandører," siger næstformand i PLO Niels Ulrich Holm.

Sikre sundhedsdata

Et andet væsentligt fokusområde er datasikkerhed. PLO's næstformand fortæller, at alene ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er det tætte samarbejde med it-aktørerne inden for sundhedsdata vigtigt:

"De data, som er nødvendige for samarbejdet med sundhedsvæsenet, skal tilvejebringes på den mest hensigtsmæssige måde – og i nogle tilfælde deles. Det har givet mange udfordringer for PLO: Både at forholde sig til EU's persondataforordning og at sikre den nødvendige databeskyttelse – så vi har regelstyring på alle data, der forlader vores praksis," siger Niels Ulrich Holm.

Ny epikrisestandard

Niels Ulrich Holm fremhæver også aftalen om at forny epikrisestandarden som en af de væsentlige it-mæssige forbedringer. Med en ny fællesstandard bliver det nemmere og langt mere effektivt at følge op på henviste patienter og ikke mindst skabe et bedre overblik i lægens indbakke.

Årsmødet afholdes af EG Clineas brugergruppe på Hotel Kongebrogården i Middelfart lørdag den 28. oktober 2017. Du kan tilmelde dig ved at bruge formularen på www.clineabruger.dk.