Nyt it-samarbejde mellem hoej.dk og EG Brandsoft styrker dialogen mellem bedemand og pårørende
Nu kan bedemanden håndtere størstedelen af sagsarbejdet og udforme dødsannoncen allerede under mødet med de pårørende. Et strategisk it-samarbejde har banet vejen for, at danske bedemænd nu kan få enkel adgang til alle relevante data fra en platform, der sikrer optimal og ubesværet dialog med pårørende om de beslutninger, der skal træffes i forbindelse med et dødsfald.
Samarbejdet mellem it-virksomhederne hoej.dk og EG Brandsoft indebærer, at it-løsningerne skal integreres endnu tættere. hoej.dk driver løsningen afdøde.dk, der både formidler døds- og takkeannoncer på nettet og fra bedemænd til danske dagblade. EG Brandsoft har udviklet bedemandssystemet Opus2i, der kan administrere samtlige sager og aftaler.
Konsolidering af it til bedemænd
Samarbejdet betyder en konsolidering af bedemandsløsningerne og skaber et fundament for fælles videreudvikling:
"Vi udvikler begge it-løsninger til bedemænd, der prioriterer tæt kontakt til pårørende og professionel rådgivning og assistance. Med samarbejdet har vi styrket vores muligheder for at vedligeholde og videreudvikle it-løsninger, der understøtter hele bedemandens forretning. Og vi får ikke mindst en skala og økonomi, der kan hæve både udviklingskadence og kundeservice betragteligt," siger Martin Høj, direktør i hoej.dk.
Sikker behandling af personlige data
Det nye samarbejde opstår i en tid, hvor spørgsmål om sikker opbevaring og beskyttelse af de data, som er vitale for bedemandens forretning, bliver stadigt vigtigere. Med et stigende antal regler og love på datasikkerhedsområdet bliver det afgørende at styrke datasikkerheden i de enkelte forretninger og på markedet generelt.
Direktør i EG Brandsoft Frank Kragelund Hansen fortæller, at data i Opus2i ligger hos EG's eget danske hostingcenter, hvilket giver fuld kontrol og uafhængighed af underleverandører. Desuden er teamet sat sammen af en række dedikerede udviklere, supportere og driftsteknikere, så ingen af systemerne bliver afhængige af enkeltpersoner.
"Vi ser det som vores opgave at levere en løsning til bedemanden, der altid er ajour med gældende lovgivning, og som understøtter, at bedemanden kan leve op til de krav, den kommende persondataforordning stiller. Vi ser lige nu flere og flere kirkegårde og krematorier skifte til selvbetjeningsløsninger, så fokus på sikker dataudveksling ligger meget højt på vores agenda," siger direktør Frank Kragelund Hansen fra EG Brandsoft.
Fakta om hoej.dk
hoej.dk står bag 75 % af de danske dødsannoncer i form af deres service afdøde.dk, der henvender sig til både aviser og bedemænd. Derudover driver virksomheden mindeportalen mindet.dk og har netop lanceret avissystemet adwonce. Virksomheden har vundet Børsens Gazellepris fire år i træk.
Fakta om EG Brandsoft
EG Brandsofts løsning til bedemænd, Opus2i, er en løsning der er udviklet igennem mange år, og som løbende opdateres med nye funktioner og muligheder. Løsningen er den suverænt mest udbredte og benyttes i sagsbehandlingen i op imod 60 % af alle sager i Danmark.