
EG satser på tandlægerne og ansætter ny profil
En af Danmarks mest erfarne inden for tandlægesystemer, Lars Poulsen, er ny mand i spidsen for EG Healthcares satsning på tandlæge-IT. Samtidig skifter det velkendte tandlægesystem TDJournal navn til EG Dental.
- Et tandlægesystem skal være specifikt og ikke et supermarked med en masse ekstra varer, siger Lars Poulsen, der fra juli er ansat i EG Healthcare som markedschef med ansvar for dentalbranchen. Samtidig skifter EG Healthcares tandlægesystem TDJournal navn til EG Dental.
- Med EG i ryggen er tandlægerne sikret et målrettet system, der bliver ved med at være en stærk løsning.
EG Healthcare har kræfterne til at følge med og er softwarespecialisten med den specialviden, der skal til. Kunderne får en IT-løsning, der lever op til de krav, der stilles både politisk og efterspørges rent systemmæssigt, fx til kommunikationen ind mod den offentlige sektor på hele sundhedsdatanettet.
Derfor er EG Healthcare det rigtige ståsted for videreudviklingen af EG Dental, siger Lars Poulsen og tilføjer:
- Vi skruer op for indsatsen, fordi vi ønsker, at EG Dental er med helt fremme, når det gælder nye funktioner.
Dentalbranchens erfarne mand
Med ansættelsen af en af landets mest drevne udviklere inden for journalsystemer til det tandlægefaglige speciale satser EG Healthcare yderligere på dentalområdet og sætter en tyk streg under, at løsninger til sundhedsvæsenet har en høj prioritet hos EG.
Lars Poulsen er et velkendt ansigt i dentalbranchen, hvor han siden 1987 selv har udviklet journalsystemer, også til tandlæger. Lars Poulsen solgte egen virksomhed i 2002, hvorefter han arbejdede hos et af de store dentaldepoter og har siden blandt andet været markedschef i branchen.
EG er unik med mange faggrupper i primærsektoren
EG Healthcare leverer sundhedssoftware til flere faggrupper, både tandlæger, læger, psykologer, kiropraktorer og en række andre behandlerfaggrupper.
- Det er unikt og betyder, at EG Healthcare er højt placeret i hele sundhedssektoren, siger Lars Poulsen.
- EG har eksempelvis patientportalen i forvejen, og platforme som den skal vi gøre tilgængelige for tandlægerne, tilføjer Lars Poulsen, der også gerne ser et tættere samarbejde mellem IT-leverandører og andre aktører i dentalbranchen.
EG Dental, tidligere TDJournal, er skabt af A-Data og blev i sommeren 2020 en del af EG Healthcare, efter A-Data blev opkøbt af EG A/S. EG Dental bygger altså videre på TDJournal, der er udviklet sammen med tandlæger til administration, journalføring og regnskab. Omkring 70 privatpraktiserende danske tandlæger bruger p.t. systemet, der er et af markedets ældste windows-baserede systemer målrettet dentalbranchen.
Teknologi der ikke bliver forældet
- EG Dental er baseret på Microsofts førende teknologier, primært C# og på MS-SQL. Begge er de to produkter fra Microsoft, der prioriteres højest, og som derfor ikke bliver forældet, forklarer Lars Poulsen.
- Det er brugervenligt og driftssikkert for den almindelige klinikbruger. EG Dental kan bruges af både den lille klinik med én tandlæge, klinikfællesskaber og kæder, fortæller Lars Poulsen og uddyber:
- Vi ønsker at bringe softwaren helt i top. EG har folk, der forstår sig på Business Intelligence, på finanssystemer, webudvikling, cloudbaserede løsninger og integrationer, også inden for andre brancher, så mulighederne er mange nu. Udviklingen kommer til at ske, siger Lars Poulsen.
Gå ikke glip af tandlægenyheder fra EG! Skriv dig på listen her
Mød EG Healthcare og Lars Poulsen på Tandfaglige dage 2021
EG Healthcare deltager på Tandfaglige dage for dentalbranchen d. 2.-3. september i Bella Center.
Her kan du møde Lars Poulsen og få en snak om EG Dental, funktionaliteterne og fremtiden.
EG Healthcare er en del af EG A/S og førende leverandør af branchetilpassede IT-systemer til den primære sektor i Danmark. EG Healthcare leverer IT-løsninger til tandlæger, praktiserende læger og speciallæger, psykologer, kiropraktorer, fodterapeuter og en række andre behandlere.