03. oktober 2016

EG får ny topchef

EG får ny CEO 1. november 2016, hvor Mikkel Bardram afløser Leif Vestergaard. Bestyrelsen ønsker at accelerere udviklingen i selskabet. Leif Vestergaard stopper efter 12 år i CEO-rollen hos EG, men han fortsætter som rådgiver for bestyrelsen i EG.

Efter grundig forberedelse gennemfører bestyrelsen i EG nu et lederskifte i EG. Den nuværende CEO i Satair, 39-årige Mikkel Bardram, afløser Leif Vestergaard som CEO for EG. Erik Kaae, som er COO i selskabet, overtager midlertidigt den daglige ledelse, indtil Mikkel Bardram tiltræder 1. november. Leif Vestergaard har stået i spidsen for EG i 12 år og vil fremover fungere som rådgiver for EG’s bestyrelse.

"Leif Vestergaard har ført EG frem til en stærk position i det nordiske marked. Under hans ledelse er omsætningen vokset fra knap 900 mio. kr. til omkring 2 mia. kr., og han afleverer et EG med et stærkt fundament for at tage næste skridt i selskabets udvikling. Bestyrelsen takker for en kæmpe indsats, både professionelt og menneskeligt,” siger bestyrelsesformand i EG Klaus Holse.

Han fortsætter: ”Bestyrelsen vurderer ikke desto mindre, at timingen er den rette til en fornyelse i ledelsen hos EG. Vi har samtidig fundet en meget stærk profil til at udfylde den krævende rolle som Leifs afløser. Vi ser Mikkel Bardram som den rigtige leder til at føre EG ind i næste udviklingsfase. Vi har et klart fokus på at accelerere udviklingen i selskabet og bygge videre på branchekendskabet og kundeforståelsen, som er EG’s kendemærke. Jeg er overbevist om, at Mikkel sammen med det stærke hold af nuværende medarbejdere hos EG kan nå de mål, vi sætter for selskabet."

Mikkel Bardram har med gode resultater og fine lederegenskaber i Satair Group kvalificeret sig til topjobbet hos EG. Han kombinerer en stærk ledelsesmæssig gennemslagskraft med en solid IT-baggrund fra bl.a. McKinsey & Company, Novozymes og MAS/IBM. Desuden har Mikkel Bardram stor international erfaring som leder og rådgiver.

"EG er i en god position til at hjælpe sin store, nordiske kundegruppe med at skabe forretningsmæssige fordele gennem digitalisering. Jeg glæder mig til samarbejdet med 1.800 nye kolleger og til den forestående opgave,” siger Mikkel Bardram. ”I hele min karriere har jeg arbejdet med at forandre og udvikle virksomheder gennem teknologi, og det har både været som leder og som leverandør. Det nye for mig bliver at arbejde med den fokuserede tilgang i en kapitalfondsejet virksomhed, og derfor ser jeg frem til at tiltræde jobbet som CEO hos en af Skandinaviens førende IT-virksomheder.”

I de foregående 12 år har EG dels været børsnoteret og haft to kapitalfonde som ejere. Væksten er sket både organisk og gennem opkøb, og EG vil fortsætte på den kurs.

"Jeg har været på en fantastisk rejse med EG, som har været en meget stor del af mit liv i snart mange år. Det er med stor stolthed, at jeg afleverer en virksomhed med så stort potentiale, og jeg ønsker Mikkel Bardram og alle venner og kolleger hos EG god vind fremover," siger Leif Vestergaard. Han fortsætter som rådgiver for EG's bestyrelse.

Yderligere information:
En personprofil på Mikkel Bardram er vedlagt som relateret materiale.

Yderligere spørgsmål – kontakt venligst:
Klaus Holse | Bestyrelsesformand, EG
Tlf.: +45 2326 0000 | E-mail: Klaus.holse@simcorp.com

Lars Bjørn Helgestad | Kommunikationschef, EG
Tlf.: +45 6193 2079 | E-mail: Labjh@eg.dk