21. november 2016

Få styr på jeres leverandører

Med stigende regulering og krav, både fra EU, staten og kunder, bliver mange virksomheder udfordret, når de skal vælge den rigtige leverandør. Men med en transparent og veldokumenteret forsyningskæde kan den kompleksitet, som andre snubler over, blive til en styrke for agile organisationer.

I dag forventer vi, at virksomheders produkter lever op til en høj moralsk standard. Det gælder både i offentligheden generelt og i lovgivningen. Hvor man for 20 år siden ikke kunne kontrollere, om et produkt blev fremstillet under de korrekte forhold, har vi i dag heldigvis et langt bedre overblik over forsyningskæden.

Det globaliserede samfund har præsenteret os for helt andre muligheder for at købe et produkt, som er tilpasset lige nøjagtig vores personlige behov. Så kunder kan ofte have svært ved at forstå, hvorfor virksomheden ikke bare leverer det ønskede produkt, og går hurtigt til konkurrenten, hvis denne kan præsentere det ønskede produkt.

Kunden forventer ligeledes, at produktet lever op til de ønskede krav om kvalitet og brug af ingredienser, som passer til hans eller hendes syn på verden. Eksempelvis kan krav om økologi, forhold for produktionsarbejdere eller brug af hormonforstyrrende stoffer være kritiske for, om en forbruger til- eller fravælger et givent produkt.

Faktabaseret leverandørudvælgelse

Produktionsvirksomheder bliver samtidig i stigende grad mødt af en skærpet lovgivning. Det stiller høje krav til smidighed i produktionen og valg af ingredienser, men i lige så høj grad til sporbarhed og dokumentation. Derfor er det vigtigt altid at kunne spore og redegøre for, hvilke leverandører der er udvalgt under hvilke forudsætninger.

Virksomheder består af mennesker, og mennesker har vaner – gode eller dårlige. Derfor vil udvælgelsen af leverandører altid i nogen grad være styret af den relation, I har med personer i den anden virksomhed. Det risikerer dog at tippe over og få negativ effekt, hvor den forkerte leverandør vælges, fordi "Per fra salgsafdelingen altid giver os et godt tilbud".

Læs mere om, hvordan EG kan hjælpe jer med at udvælge leverandører baseret på fakta

I en virksomhed, hvor man har en stor gruppe af potentielle leverandører, er det derfor vigtigt at udvælge leverandøren ud fra objektive krav til produktionen. Ved på forhånd at udvælge og klassificere leverandører og inddele dem efter fastsatte målepunkter får I større sikkerhed for, at produktionen lever op til kundernes krav, og at I får det korrekte slutprodukt til den rigtige pris.

Automatiske stopklodser for fejl

Ved at kvalificere leverandører kan I automatisk stoppe fejlbehæftede processer, før de sker. Det kan eksempelvis være indkøb til en økologisk vare, som forsøges foretaget hos en ikke-økologisk leverandør, eller brug af en vare af lavere kvalitet end tilladt i en given produktion.

Især i komplekse produktioner, hvor den enkelte medarbejder ikke nødvendigvis har øje for slutproduktet, er det en effektiv metode til at undgå fejl. Dermed undgår man, at ændringer bliver overset, eller at skift i krav til produktionen resulterer i et slutprodukt, som ikke lever op til forventningerne.

Ved at forhåndsdefinere og synliggøre krav til virksomhedens egen produktion – og dermed de varer, som skal indkøbes – skabes der også en større gennemsigtighed i hele processen fra indkøb til endelig videresalg. Det hjælper medarbejdernes forståelse for, hvorfor lige netop denne produktion har de vilkår, den har.

Få større overblik over virksomhedens processer med en branchetilpasset it-løsning

Et teknologisk skridt foran billigere konkurrenter

En af de udfordringer, europæiske virksomheder bliver mødt med, er konkurrencen fra de dele af verden, hvor produktionsforholdene gør, at varer kan produceres billigere. Her giver en transparent og tilpasningsvenlig produktionskæde en fordel, fordi man ikke bare producerer et kvalitetsprodukt, men også kan dokumentere det.

Det har længe været anerkendt, at vi i Europa bliver nødt til at holde os et skridt foran konkurrenterne. Og her er leverandørstyring et af de skridt, vi kan tage, som sikrer os, at vi ikke bare undgår problemer med myndigheder og forbrugerorganisationer, men også, at vi kan skille os positivt ud fra mængden.

Læs mere om, hvordan I kan bruge data til at komme foran konkurrenterne

6 tips om leverandørudvælgelse

1. Basér din leverandørudvælgelse på fakta

Nogle virksomheder hænger fast i, at "Per fra salgsafdelingen altid giver os et godt tilbud". Udvælg leverandøren ud fra krav til produktionen, og få større sikkerhed for gode slutprodukter og en god pris.

2. Skab gennemsigtighed i hele processen

Sørg for, at alle medarbejdere ved, hvilke krav der stilles til et produkt, og dokumentér forsyningskæden. Dermed undgår I dumme fejl og har altid et svar på hånden, når kunden stiller spørgsmål.

3. Få indsat automatiske stopklodser

Mange systemer kan i dag indstilles til at stoppe produktionen, hvis en eller flere parametre overskrides. I komplekse produktioner kan det være forskellen mellem en lille justering og en social mediestorm.

4. Få den rigtige pris til den rigtige kunde

Prisen på en vare kan variere, alt efter hvem slutbrugeren er. Derfor er det vigtigt, at man kan dokumentere, hvor det enkelte vareparti ender, så man får den rigtige pris.

5. Kontrollér produktindholdet efter destination

Opsæt kontrolpunkter, så I automatisk bliver advaret, hvis et ellers godkendt produkt sendes til et land eller en region, hvor andre regler er gældende.

6. Hold styr på leverandørens leverandør

Lige så vigtigt som produktets endestation er ingrediensernes første stop på vejen mod slutbrugeren. Så sørg altid for, at leverandøren får sin vare fra en producent, som lever op til gældende krav for produktet.