13. januar 2016

Skandinavisk it-gigant bygger nyt domicil i Ballerup

EG opfører i løbet af 2016 og 2017 et nyt 5 etagers domicil for alle hovedstadens afdelinger. Med fokus på EG's strategi om samarbejde på tværs af afdelinger og divisioner, bliver bygningen indrettet med særligt fokus på medarbejdernes arbejdsvaner.

It-virksomheden EG bygger nyt femetagers domicil i Ballerups erhvervskvarter. Bygningen, som bliver særligt designet ud fra strategiske målsætninger om medarbejderadfærd og virksomhedens arbejdsrutiner, kommer med sine fem etager til at blive en af Ballerup Byvejs mest spektakulære tilføjelser i de kommende år.

EG, som i flere år har haft lokaler på Lautrupvang 12 i Ballerups erhvervskvarter, flytter ud af de gamle kontorer. Det er dog ikke slutningen på et kedeligt kapitel, men derimod starten på noget nyt og spændende, når dørene slås op til det nyopførte hovedstadskontor på Lautrupvang 18-24 i 2017.

Flytningen vil samle alle EG's kontorer i hovedstadsområdet under et tag, hvilket også vil betyde en forøgelse fra de nuværende ca. 200 til 300 medarbejdere i den nye bygning. Udvidelsen har været nødvendig, da EG igennem opkøb og organisk vækst er vokset ud af det nuværende kontor.

"Det er glædeligt, at endnu en stor virksomhed vælger at styrke sine aktiviteter i Ballerup Kommune med de flere arbejdspladser, det også fører med sig," siger en tilfreds borgmester i Ballerup Kommune, Jesper Würtzen.

Designet med arbejdsdagen i fokus
Bygningen kommer med sine fem etager til at markere sig i området og er bygget efter de nyeste energi- og miljøkrav, så det større antal kvadratmeter ikke kommer til at påvirke miljøet.

For at skabe de bedst mulige forhold for medarbejdere og besøgende har EG i løbet af 2015 haft besøg af rådgivere fra arkitektfirmaet Signal, som gennem spørgeskemaundersøgelser og observation af medarbejdere har kortlagt rytmen i arbejdsdagen.

"Et af målene for det nye domicil har været at sikre, at omgivelserne i højere grad afspejler arbejdsdagen og fungerer optimalt med denne. Med det nye domicil bliver der taget hensyn til arbejdsform og ønsker, så der eksempelvis bliver flere områder indrettet til ideudvikling og samarbejde på tværs af afdelinger uden for de formelle mødelokaler", fortæller Tina Bodin, HR-direktør i EG.

Muligheder for udvidelse
Bygherre på projektet er PFA. Akticon Erhvervsbyggeri er entreprenør, og Vilhelm Lauritzen Arkitekter har tegnet bygningen. Projektet er udviklet af NP Consult i tæt samarbejde mellem de involverede parter. Der er blandt andet blevet taget højde for EG's ekspansive forretningsmodel og gjort plads til en udvidelse på 2000 m3, hvis de oprindelige 5100 skulle vise sig ikke at være nok efter en årrække.

Byggeriet påbegyndes i 2016 og forventes at stå færdigt medio 2017.