22. december 2016

Vækst i byggeriet: Ikke uden it-værktøjer

Fremtiden tegner lys for byggeriet, og tre ud af fire håndværkere forventer vækst i 2017 ifølge en ny rundspørge fra Deloitte. Men nogle virksomheder får svært ved at følge med, hvis man skal tro branchens mest it-parate håndværkere. Alt tyder nemlig på, at it-værktøjer er blevet en nødvendighed for vækst og overlevelse branchen.

En af de mindre håndværksmestre, der for nylig er blevet digitaliseret, er tømrermester Jakob Ebbesen i Fårvang ved Hammel. Han indførte it-værktøjer i 2015, og han blev hurtigt overrasket over, hvor meget tid kan kunne spare på kontoret. Tid er som bekendt penge, men for Jakob Ebbesen er det lige så vigtigt, at han har fået overskud til bedre ledelse, til at levere et bedre produkt og til at få bedre overblik over sine byggesager.

"Jeg tror, mange håndværksmestre netop er bange for at miste kontrol og overblik, men i virkeligheden har digitalisering givet mig mere overblik, end jeg havde før. Der var nogle nye vaner, der skulle indarbejdes hos svendene og hos mig selv, men man får indsatsen mange gange igen, når først man har besluttet sig for at tage springet fra papir til pc," sigerJakob Ebbesen.

Jakob Ebbesen er en af de i alt fem håndværkere, der i februar 2017 får overrakt priserne som Danmarks mest it-parate håndværksvirksomheder. Prisen uddeles til de virksomheder, der er bedst til at benytte it-værktøjer, så de understøtter netop deres forretning inden for fem faser i byggeprocessen. Det ser dog også ud til, at prisvinderne generelt har øget deres indtjening gennem digitalisering.

It gav mod på vækst

For murer- og tømrervirksomheden Wils A/S i Silkeborg har it-værktøjer været stærkt medvirkende til firmaets vækst gennem de seneste tre år ifølge indehaver Thomas Wils. Fra at være 16 mand i 2013 beskæftiger virksomheden i dag 40 mand og er underentreprenør på et stort projekt i Ceres Byen i Aarhus.

"It-værktøjer har uden tvivl givet mig modet til at vokse. Uden det overblik, jeg har fået gennem systemerne, havde jeg aldrig kastet mig ud i så store opgaver. Omvendt hjælper it-værktøjerne mig også med at se nøgternt på økonomien, så jeg ikke byder på opgaver, jeg ikke tjener noget på, eller ansætter flere folk, end jeg har brug for i det lange løb," siger Thomas Wils.

En nødvendighed for at overleve

CAWO A/S er en fusion af flere etablerede håndværksvirksomheder i Haderslev, og firmaet har benyttet forskellige it-værktøjer gennem rigtig mange år. For tømrermester John Carstensen har it-værktøjerne været en af grundene til, at det har været muligt at beskæftige cirka 50 mand gennem perioder med svingende ordretilgang og finanskrise. For ham er it ganske enkelt ikke til at komme uden om, og han arbejder løbende med at effektivisere processerne med nye it-værktøjer.

"Den tid er forbi, hvor du kan styre dine sager på en blok papir. Som håndværket er blevet i dag, skal der langt flere sager igennem, for at du kan overleve, og i et firma med en størrelse som vores skal du være ekstremt skarp på dine efterkalkulationer. Og så er det altså bydende nødvendigt med den systematik, der kommer med et it-system," siger John Carstensen, CAWO A/S.

Vækst skærper konkurrencen på byggeprocesser

Hos it-leverandøren EG Byg & Installation ser direktør Brian Sørensen en direkte sammenhæng mellem, at de kunder, der arbejder målrettet med at optimere byggeprocesserne, også er de håndværksvirksomheder, der klarer sig bedst i branchen. De har ganske enkelt mere overskud til at drive resten af forretningen, og den tendens vil blive mere tydeligt fremover.

"Jo flere byggesager du har, desto mere administration fører det med sig. Så når vi nu kan se frem til vækst i byggebranchen, bliver effektive byggeprocesser for alvor en konkurrenceparameter. Travlheden skaber et større behov for overblik og sagsstyring, så håndværksvirksomheden kan frigive ressourcer og tid at holde fast i væksten," siger Brian Sørensen, direktør for EG Byg & Installation.

Årets mest it-parate virksomheder får overrakt priserne på Dansk Byggeris it-messe på Teknologisk Institut i Taastrup den 7. februar og i Aarhus den 8. februar 2017. Ligesom sidste år går tre ud af de fem priser til håndværksmestre med it-systemer fra EG Byg & Installation, der dermed har haft vindere i alle konkurrencens kategorier.

De mest it-parate håndværkere i 2017 er:

  • VAM A/S: Tilbudsgivning
  • Tømrermester Jakob Ebbesen ApS: Planlægning
  • Malmos A/S: Udførelse
  • Thomas Wils A/S: Aflevering
  • CAWO A/S: Administration