07. december 2016

Det skal du gøre, hvis du bliver ramt af hackerangreb

Du har måske hørt om det i medierne. Privatpersoner, virksomheder og kommuner er i den seneste tid blevet udsat for hackerangreb. De angreb, der rammer Danmark lige nu, ligner blandt andet mails, der er sendt fra PostNord, og de indeholder Ransomware. Undlad derfor at åbne mails, hvis du ikke kender afsenderen.

Hvad er Ransomware?

Ransomware er en slags virus, som inficerer din computer, låser den og forlanger betaling for at låse den op.

Hvem bliver ramt af Ransomware?

Ransomware er typisk rettet mod private brugere, hvor bagmændene forventer, at de har let spil på grund af manglende it-sikkerhed og backup. Men danske virksomheder – især mindre virksomheder, der ikke har deres egen it-afdeling – står også for skud.

Tre ting, du kan gøre

Desværre er forbryderne lige nu et skridt foran antivirusprogrammerne, og derfor fanges angrebene ikke altid. Så det allerbedste råd er at bruge sin sunde fornuft og huske disse tre ting.

Lad være med at åbne e-mails med vedhæftede filer, hvis du ikke kender afsenderen. Slet den med det samme. Åbn heller ikke e-mails fra banken eller SKAT, hvis du ikke har bedt dem om at sende noget.

Lad være med at downloade fx film- eller musikafspillere, du får tilbudt. Her skal du være meget kritisk, da angreb tit sker fra store internationale sider, som man bliver dirigeret over på for at se en video eller høre noget musik.

Lad være med at betale løsesummen, hvis du er blevet ramt. Det vil ofte blot føre til endnu mere afpresning.

Hvordan ved du, om du er blevet ramt?

Normalt vil der komme et billede frem på skærmen, hvor bagmanden kræver penge for at låse filerne op. Men det ændrer sig hele tiden, så det er ikke muligt at give en præcis anvisning.

Hvis du bliver ramt, hvad så?

Skulle du blive ramt, skal du med det samme lukke alle maskiner ned og kontakte EG's support på tlf. 7060 2600.