01. august 2016

​Digital Kommune: Kommunernes professionalisering skærper kravene til leverandørerne

Af Bo Haaber, Executive Vice President, EG Citizen Solutions

Centralisering: Det offentliges krav er vores dagligdag. Derfor udvikler og justerer vi løbende vores organisation, så den matcher det offentliges krav til udvikling, leverance og drift af både små og store, komplekse it-projekter.

Så når kommunerne strammer kravene og professionaliserer deres eget setup, så udfordrer det os som it-leverandør. Et godt eksempel er monopolbruddet, en række sammenhængende projekter, Kommunernes Sygedagpengesystem (KSD), Kommunernes Ydelsessystem (KY), Sagsoverblik/Partskontakt (SAPA) og Støttesystemerne (STS), samt etableringen af Serviceplatformen.

Projekterne er en del af en større sammenhæng, hvor i alt 18 KMD-monopolsystemer udfases og erstattes med nye løsninger, alt sammen koblet sammen af den fælleskommunale rammearkitektur.

KY er nerven i monopolbruddet

Her har EG taget handsken op. Vi har budt på og vundet opgaven med at udvikle Kommunernes Ydelsessystem, der skal understøtte kontanthjælpsområdet og afløse kommunernes brug af KMD Aktiv og BIS-Y.

Løsningen er dermed en del af selve nerven og et af de tungeste og mest krævende projekter i hele monopolbruddet - og én af den slags opgaver, hvor man ryster lidt på hånden, fordi den er så kompleks, at der trods alle parters besværgelser og gode intentionerne nok skal komme forsinkelser eller budgetoverskridelser på et eller andet tidspunkt.

For ingen it-leverandør kan bare gå i gang med sådan en opgave fra den ene dag til den anden og slet ikke uden at forvente at få skrammer på næsen. Det kræver styr på kontrakterne, men også på egne evner og formåen.

Grunden til, at vi overhovedet turde binde an med opgaven er, at vi kan og vil.

For at gøre sig fortjent som den mest værdifulde leverandør af it-løsninger til det offentlige Danmark, skal vi bruge den årelang erfaring med store og små komplekse projekter på såvel det private og offentlige område.

Samtidig har vi et både bredt og dybt domænekendskab inden for offentlig forvaltning. Derfor har vi været i stand til at lytte os frem til, hvad løsningen skal kunne løfte med respekt for de kommunale rammebetingelser og et samfund i hastig forandring.

Men indrømmet. KY er også et gigantisk internt udviklingsprojekt for os. Vi har ansat et tocifret antal fageksperter og udviklingsspecialister og brugt næsten 100.000 mandetimer i projektets første levemåneder. Og der er stadig et stykke vej til vi skal levere første version af systemet i 2017!

Vi gør det gerne, og vi skal nok komme i mål. For i EG sætter vi en ære i at matche kommunernes krav om at møde en erfaren og smidig samarbejdspartner, der hele tiden skalerer sin organisation og tilfører de nødvendige kompetencer og resurser. Også selv om det indebærer, at vi konstant er på udkig efter de bedste medarbejdere, så vi er klar til at påtage os selv de største opgaver og styre udviklingen i mål fra ide til aflevering af den nøglefærdige løsning.