Find løsningen i netværket

For ti år siden delte man gode råd over en øl efter fyraften, men i dag er der sjældent tid. Driften fylder mere og mere i hverdagen, og derfor bruger mange håndværksmestre netværksgrupper til at finde råd og sparring.

I større virksomheder har der i mange år været tradition for, at ledende medarbejdere har været med i forskellige netværk – eller sagt på en anden måde: man har sat fyraftensmødet i system. I en tid, hvor håndværksmestre får mere og mere travlt, kan det være en god idé at lade sig inspirere af de større virksomheder og få udveksling af ideer sat i kalenderen. Det kan møder i en netværksgruppe hjælpe med.

Den dybe tallerken er allerede opfundet

I mindre virksomheder er der sjældent flere personer, der udfører de samme opgaver. Hvem skal du som mester fx spørge, hvis du er i tvivl om noget med HR, markedsføring, finansiering eller lignende? Det er typisk ikke noget, du taler med dine medarbejdere om. Derfor bliver man hurtigt alene, når der opstår problemer. I de situationer er det en god idé at kunne snakke med nogle, som sidder med præcis de samme problemer i hverdagen – og som måske har regnet ud, hvordan man løser dem. Som virksomhedsejer og eneste leder kan det derfor være rart at have nogle uden for virksomheden at snakke med.

Find et netværk

Det er naturligvis muligt selv at starte et netværk, men det er tidskrævende. Heldigvis kan brancheorganisationer som fx Dansk Byggeri hjælpe. Her kan du få hjælp både til at finde og til at starte netværk. Tænker du lidt ud af boksen, kan du også indgå i ledernetværk på tværs af brancher og få input til din forretning fra en helt ny vinkel.

Netværk kan etableres med forskellige formål og forskellige tidsrammer. Nogle netværk kører i fem til seks uger alt efter emnet, og andre netværk har allerede haft en levetid på 25 år. Det handler bare om at finde det netværk, der passer til en selv og til virksomheden.