Er leasing for håndværkere og installatører?

Er leasing for håndværkere og installatører?

Søren Kofoed-Sørensen, Direktør i Lokale Kunder Erhverv, Danske Bank, giver her råd om at optimere likviditeten i byggebranchen.

Når man taler med sin erhvervsrådgiver, vil man nogle gange høre ordet finansieringsstruktur. Det lyder tungt, men det går ud på, at du som håndværker eller installatør ikke må lægge alle dine æg i én kurv. 

Måske ejer du den bygning, du driver virksomhed fra. Du bruger sikkert kassekreditten til værktøj og daglig drift. Men hvad med varebilen? Alle håndværkere og installatører har den eller et andet aktiv, som de med fordel kan lease. I de fleste tilfælde med øget likviditet og fokus på kerneforretningen til følge. 

Fordele ved leasing

Leasing lægger sig midt imellem de store og de små investeringer, og her kommer jeg tilbage til det med æggene og kurven: Når du leaser, spreder du nemlig din risiko. Leasingselskabet ejer aktivet, og du får brugsretten til det. Det gør leasingaftalen uopsigelig for leasingselskabet, så længe du overholder din del af aftalen. 

Leasing giver dig derfor en sikkerhed for, at du kan beholde bilen i hele leasingperioden. Derudover finansierer leasingselskabet hele varebilens beløb, inklusiv moms. Endelig kan du trække den månedlige leasingafgift fra i skat, og momsen bliver opdelt i mindre bidder for hver betaling.

Lad leasingselskabet tage sig af administrationen, så du kan gøre det, du er bedst til. De kan hjælpe dig med at finde den leasingaftale, som passer til din virksomhed. Hvis du skal lease en varebil, kan én af mulighederne være, at service og forsikring bliver inkluderet i leasingaftalen.  

Likviditet og fokus på kerneforretningen 

Jeg har tidligere skrevet på bloggen, at likviditet er ligesom blod i årerne. Ved leasing belaster du ikke din kassekredit, og du skaber derfor likviditet til lønninger, nye ordrer og husleje. Skal du på et tidspunkt sælge din virksomhed, er det også fornuftigt at have sikret sig, at dine aktiver er finansieret, da det dermed er en mindre byrde for køber.

Leasing kræver et aktiv af høj værdi

For at leasingaftalen skal være en god forretning for din virksomhed, skal du lease maskiner og udstyr, der koster over 100.000 kroner. Her bliver fordelen stor nok til at skabe overskudslikviditet, som din virksomhed eksempelvis kan bruge til indkøb af større varepartier med mulighed for at opnå volumenrabatter. 

To former for leasing

Leasing opdeles i to typer – nemlig operationel- og finansiel leasing. Hvis du skal lease en varebil gennem operationel leasing, afleverer du typisk bilen tilbage til leasingselskabet, når leasingaftalen udløber. Ved finansiel leasing ”lejer” du derimod varebilen i starten, og når leasingkontrakten udløber, køber du bilen som brugt af leasingselskabet for en mindre sum. Håndværkere og installatører vil ofte have en interesse i at købe varebilen, når leasingaftalen udløber, og derfor vil finansiel leasing ofte være fordelagtig.     

Finansiel leasing – hvor længe?

Leasingperioden vil variere afhængigt af den økonomiske levetid, som aktivet har. Typisk vil en finansiel leasingkontrakt forløbe over 3-6 år. Leasing giver dig de samme rettigheder, som du har ved et kontant køb.

Leasing giver dig en række fordele – du kan for eksempel få et brændstofkort gennem Nordania, som er Danske Banks leasingselskab, så du får rabat, når du tanker. Vil du læse mere om fordelene, kan du besøge nordania.dk og klikke dig frem til dit forretningsområde. Du kan også ringe til dem på +45 4512 1212.