Digital ordrestyring er et must for den moderne virksomhed

Digital ordrestyring

Omkring hver anden håndværker og installatør bruger ikke digital ordrestyring. De ser det som en udgift – som noget besværligt, de skal bruge tid på. Men digital ordrestyring koster ikke tid. Det sparer tid.

Mine svende skal ikke bruge tid på digital tidsregistrering”, sagde en installatør til mig for nylig. Han kunne ikke se, hvordan det kunne være en fordel for hans virksomhed.

Hos Arbejdsgiverne oplever vi, at mange medlemmer synes, at der bliver stadig flere ting, de skal sætte sig ind i. Og digital ordrestyring kan derfor lyde som bare endnu et af de modeord, der flyver gennem luften uden at gøre nogen forskel. Det er dog langt fra tilfældet.

Lille investering giver hurtigt penge i kassen
Som brancheorganisation ser vi i høj grad, at de installatører, det går bedst for, bruger digital ordrestyring. De har fået bedre styr på de ansattes tidsforbrug og planlægningen af dagens opgaver.

Svendene kan eksempelvis registrere deres daglige time- og materialeforbrug på den enkelte opgave enten på pc eller via mobile applikationer. Virksomhedens leder kan oprette ordrer, lave kvalitetssikring og fakturere samme sted. Dermed bliver de interne arbejdsprocesser strømlinet, og spildtiden minimeret.

Digital ordrestyring gør det muligt at fakturere, så snart en opgave er overstået, og dermed få penge i kassen hurtigere. Installatøren vil altså bruge færre timer på papirnusseri. Timer, som i stedet kan bruges på at løse de opgaver og projekter, der giver penge i kassen.

Ingen væsentlige forhindringer for digital ordrestyring
Som nævnt er halvdelen af branchen endnu ikke i gang med digital ordrestyring, og selvom flere er bevidste om mulighederne, er der alligevel nogle barrierer, der spænder ben for at komme i gang:

· Tid vil altid være en sparsom ressource i byggeriet, men det er spørgsmålet, om virksomheden reelt har råd til ikke at investere i fremtiden. Erfaringerne viser nemlig, at it-systemerne reelt frigør ressourcer, når arbejdsgange i virksomhederne bliver digitaliseret.

· Prisen bør ikke længere være en hindring. Den digitale udvikling i branchen og konkurrencen blandt it-leverandørerne har medført, at driftsudgifterne til it-systemer udgør en mindre del af de samlede omkostninger i en bygge- og anlægsvirksomhed.

· Tvivl på it-kompetencer og omstillingsparathed internt i virksomheden er som regel ikke relevant. I praksis går det ganske gnidningsfrit med den digitale omstilling – og ofte er det faktisk svendene, der går forrest i ønsket om at blive mere digitale.

Vi ser dog forsat bygge- og anlægsvirksomheder med 25-30 svende, som ikke er kommet i gang. Det er ganske overraskende, når vi ser på effektiviseringspotentialet ved digitaliseringen. Men den moderne virksomhed er digital.

Derfor opfordrer vi i Arbejdsgiverne virksomheder i branchen, der ikke har set lyset ved en digitalisering af deres forretning, til at gå i gang med opgaven. Alle erfaringer viser, at det bliver en gevinst for virksomheden.