Både sikkerhed og hygiejne er nu klart forbedret i forhold til tidligere.
Søren Hermann, bagermester, La Baguette
Som den første bagerbutik i Danmark har det travle bageri La Baguette i Charlottenlund installeret et cash management-system. Dermed er butiks-personalets adgang til kontanter fjernet – til gavn for både sikkerhed og hygiejne.
Cash Management, også kendt som kontanthåndteringssystemer, er mest kendt fra supermarkeder, kiosker, tankstationer og butikker i udsatte kvarterer. Men i forbindelse med udskiftningen af kassesystemet i La Baguette har bagermester Søren Hermann valgt også at indføre et Safepay kontanthåndteringssystem fra EG Retail.
Systemet består af en seddel- og møntenhed, der kan modtage, ægthedsvurdere og udlevere kontanter. Kunderne lægger selv mønter i møntenheden, og der gives automatisk korrekte byttepenge tilbage. Pengene er dermed sikret fra det øjeblik, hvor de slipper kundernes hænder, til de når optællingscentralen.
"Der ligger mange grundige overvejelser bag beslutningen om at indføre det nye system i vores butik. Men de to primære årsager er, at både sikkerheden og hygiejnen nu klart er forbedret i forhold til tidligere", siger Søren Hermann.
Mindre risiko for røveri
Hos La Baguette ønsker Søren Hermann at skabe de bedste og mest sikre rammer for sine medarbejdere. Og det har de nye automater bidraget positivt til. For når først kontanterne er deponeret i systemet, har hverken personale eller kunder adgang til dem. Mønter og sedler opbevares i et lukket, røverisikret system, og dermed mindskes risikoen for svind, røveri og tyveri.
"Mine medarbejdere er rigtig glade for det nye system. For det første er risikoen for røveri helt væk. Og for det andet skal de ikke længere bekymre sig om at give de korrekte byttepenge tilbage, eller hvorvidt kassen stemmer til fyraften. For det klarer systemet helt automatisk", forklarer Søren Hermann.
Langt bedre hygiejne
"Da kunderne selv lægger mønter i automaten, får mine medarbejdere dermed ingen direkte kontakt til mønterne. Og det er utrolig hygiejnisk i et bageri, hvor medarbejderne har direkte berøring med fødevarer. Vi har fået mange positive kommentarer med på vejen om den gode hygiejne", fastslår Søren Hermann.
Store efterspørgsel
De generelle tendenser viser, at kriminaliteten i et vist omfang er flyttet fra den sikrede butik til den ikke-sikrede butik. Og det er især butikker beliggende på hovedstrøg og befærdede veje, der er særligt udsatte. EG Retail får derfor rigtig mange henvendelser fra mere eller mindre bekymrede butiksindehavere, der vil høre mere om kontanthåndteringssystemer.