Brandsoft i Herning producerer forskellige løsninger til administration af kirker og kirkegårde samt løsninger til den grønne branche, og har specialiseret sig i at levere løsningerne som hostede løsninger.
Efter overtagelsen vil Brandsoft fortsætte som en selvstændig forretningsenhed i EG Data Inform, og Brandsoft vil fortsat levere de samme ydelser med stort branchekendskab, leverancesikkerhed, engagement og kundefokus, som hele tiden har været et af Brandsofts varemærker.
Nye muligheder – nye fordele
"Vi har længe haft et godt øje til Brandsoft, da det er en meget veldrevet virksomhed med gode brancheløsninger og tilfredse kunder", udtaler Christian Jensen, direktør for EG Data Inform. "Vi er derfor meget tilfredse med, at vi i dag kan byde Brandsofts kunder og medarbejdere velkommen i EG-familien."
Og Kurt Påskesen, adm. direktør for Brandsoft, fortsætter: "Det har været utrolig vigtigt for mig, at vi fandt en ny ejer, som jeg har tillid til kan skabe de rette rammer for både vores medarbejdere og vores kunder. Med EG er jeg sikker på, at Brandsoft har fundet den rette nye ejer, blandt andet fordi EG i forvejen har store kompetencer inden for drift af brancheløsninger."
For kunderne bliver den direkte konsekvens af denne sammenlægning i første omgang yderst minimal, da Brandsoft bliver bibeholdt som en selvstændig forretningsenhed. Brandsofts kunder kommer fremover til at få adgang til de samme kompetencer og det samme høje serviceniveau som hidtil. Herudover kan vi nu tilbyde kunderne både kompetencer, ydelser og løsninger fra resten af EG. De to hovedaktionærer, Kurt Påskesen og Frank Hansen, fortsætter i EG efter overtagelsen. Planen er, at Brandsofts medarbejderne på sigt flytter ind i EG's eksisterende lokaler i Herning.
Parterne har valgt ikke at udtale sig om de økonomiske omstændigheder for transaktionen.
